Smuglerne (1970)

I de glade monopoldage lagdes gaderne øde, når Danmarks Radio barslede med en ny kriminal-miniserie, og her var Leif Panduro og Bent Christensen endnu engang på færde med en højspændt historie, sat i scene over seks afsnit af Søren Melson.

Smugling ad kreative kanaler
Denne gang er uhyggen og dramaet centreret om en dansk smuglerring. Skrupelløse mænd får ad talrige kreative kanaler hele tiden friske varer ind i landet og undgår på behændig vis toldvæsenet, der ellers er ved at få færten af den organiserede kriminalitet.

Udpræget rolig fortællestil
Miniserien er kendetegnet af en udpræget rolig fortællestil, og det er dens primære force gennem samtlige afsnit. I alle facetter fra kameraføring (på nær de "dramatiske" kvik-zooms ind på en vigtig person) til lyddesign overlades oplevelsem – og hermed initiativet – som udgangspunkt til tilskueren selv, altså uden omsvøb, og det er kærkomment.

Lidt ufrivilligt komisk
Desværre oplever den stoiske ro i dag også som lidt ufrivilligt komisk, måske først og fremmest fordi, historien lader en del tilbage at ønske med sine alt andet lige fredsommelige krimi-intriger. Det lader sig selvfølgelig ingenlunde sammenligne med nutidens serielle modsvar, men "Smuglerne" opleves bare som udpræget stiv. Blandt andet som følge af langsommeligheden, men også i høj grad, fordi kvaliteten af skuespillet er svingende.

Et lille kammerdrama
Bedst slipper serien af sted med sit lille kammerdrama i de første tre episoder, hvor den uafklarede kriminalgåde endnu svirper lidt med hestehalen. Siden begynder det at knibe med troværdigheden, og mærkeligt nok synes skuespillet også at kamme mere over i det lidt for teatralske.

Opspændt ungdommelig
Som stenstøtte for en svunden tid forekommer særligt Emil Hass Christensens bagmand Børgesen med sin outrerede teaterdiktion frygtelig gammeldags. I den anden ende af spektret er en opspændt og ungdommelig Peter Steen blandt seriens bedste.

Et lig i bornholmeruret
Bjørn Puggaard-Müller har også et par gode scener, mest mindeværdigt, hvor han opdager et lig i et bornholmerur og nu – sammen med Klaus Pagh – må se at få skaffet det af vejen. Men så kommer toldvæsenet uanmeldt på besøg, og liget må blive i uret (til Puggaard-Müllers storsvedende frustration.)

Kæmpe birollegalleri
Serien har et kæmpe birollegalleri, som det er sjovt at gå på opdagelse i. Men der er ikke rigtig nogen, der stikker ud fra det forventelige, og de fleste roller er også skrevet uden ret meget udfoldelsesmulighed.

Herlige bybilleder
Det er en fryd, når endelig bybilledet får lov at leve i kameralinsen. Så opstår der taknemmelige glimt af autenticitet og underholdningsværdi i at opdage locations (og gamle biler!). Men der er for langt imellem de rigtig fine udeoptagelser.

Diminutivt lydbillede
Hans-Erik Philip har begået et rigtig fint musikalsk hovedtema, og musikken er på ingen måde i dominans i serien, hvis diminutive lyd- og musikbillede hører til blandt seriens absolut fornuftigste narrative (fra)valg.