Mein liebster Feind - Klaus Kinski (1999)

At instruktøren Werner Herzog er et talent, er der vel ingen der tør betvivle. Spørgsmålet er, hvor langt talentet rækker. Herzog har i hvert fald hér bevist, at han ikke evner at skabe en dokumentarfilm, der efterlader publikum velinformeret og beriget.
 

Lang selvpropaganda

Herzogs halvanden time lange monolog (for man ser og hører næsten kun Herzog snakke) er én lang selvpropaganda: med slet skjult stolthed markedsfører han sit alt andet end almindelige og lette samarbejde med den dybt maniske og mere end almindeligt småpsykopatiske skuespiller Klaus Kinski.

'Rigtige kunstnere' forstår hinanden
Samarbejdet har ikke været let - Herzog har været tæt på at slå Kinski ihjel - Kinski slog og sparkede og bed og rev og flåede og var fuldkommen uregerlig - men "vi var altså bedste venner!" - som 'rigtige kunstnere' forstod de to hinanden, og derfor har det været muligt at skabe så ekstraordinært stor filmkunst igennem de fem film, hvor de to samarbejdede.
 

Det kendetegnende vanvid

Sådan lægger Herzog det selv frem, han betvivler ikke, at han selv er et geni, at det var ham der opdagede Kinski og gjorde ham til en stjerne. Stolt fortæller han, hvordan han selv er i besiddelse af noget af det vanvid, der kendetegner Kinski.
 

Selvglad overstråling

Det selvglade overstråler produktionen på en særdeles kvalmende måde, men det ville da bare have givet anledning til almindelige skuldetræk, hvis ikke det var fordi, Herzog har så ubegribeligt dårligt begreb om, hvordan man skaber en fængslende dokumentarfilm.

To gange Herzog på samme tid!
Som tidligere nævnt er dokumentaren næsten udelukkende billeder af Herzog, der er rejst til en spændende location fra en spændende film, som de to optagede sammen i fordums tider.
 

Snakker i timevis...

Så snakkes der, og Herzog kan snakke i timevis, han kan ikke få nok af at høre sig selv. Så glad er han for at høre sin egen stemme, at vi ikke alene får hans tyske men også hans yderst gebrokkent-monotone engelske - SAMTIDIG!
 

Ganske ulideligt

Ja, du læste rigtigt, alle monologer og dialoger hører man svagt på originalsproget (men nok til at man kan opfatte det) - herindover er lagt den engelske version, så vi har hele to gange Herzog at slås med. Det er lige groft nok og ganske ulideligt!
 

Specielt samarbejde

Ingen tvivl om, at samarbejdet med Kinski har været både specielt og spændende, men Herzogs dokumentar efterlader kun lige akkurat publikum med en lillefingernegls fornemmelse af, hvem Kinski var og hvad han stod for. Det meste af filmen går som nævnt med at se og dobbelthøre en selvglad instruktør i op til 15 minutter lange klip.