The Bourne Ultimatum (2007)

Sammenhængende film:
The Bourne Identity (2002)
The Bourne Ultimatum (2007)
 

Her er opskriften på, hvordan man fabrikerer en ultimativ Bourne-film, så biografsale verden over gynger af begejstring:

1) Lad kameraet gynge uafbrudt i en såkaldt "håndholdt for øvede"
2) Sæt bimlende og beepende lyde på alt, også overvågningskameraer, der panorerer
3) Lad kæk og orientalsk klingende musik med udvidet slagtøjsbesætning brage i firs kanaler på én gang - uafbrudt
4) Husk igen at lade kameraet gynge ekstraordinært meget, både horisontalt og vertikalt!
5) Find en hel hær af kendte skuespillere, så publikum rigtig kan identificere sig med de spændende ansigter

Kæk og hårdtslående

Så er der måske fred på Bourne-fronten? Den tredje og "ultimative" film om den kække og hårdtslående Jason Bourne er i hvert fald den forklarende og afsluttende i trilogien: Forløst og med knyttet næve vil Bourne-heppekoret gå i knæ og sige "YES!" Fred er der brug for - ikke alene efter godt to timer i selskab med alle tiders mest fortænkte actionfilm, men også efter hele tre film om agenten uden identitet.

Humør-lavkonjunktur
Matt Damon spiller - selvfølgelig - endnu engang Jason Borune, der som følge af tabet af en dejlig kæreste og almindelig lavkonjunktur på humørfronten er blevet mere end almindeligt gal i skralden.
 

Hævn!

Nu vil Bourne have hævn, og denne gang skal det give genlyd over hele kloden. Samtidig er Bourne fast besluttet på at genfinde sin tabte hukommelse og finde sandheden om sit eget uharmoniske alter ego.
 

Over stok og sten

Således går det over stok og sten med den tapre og usårlige Bourne, alene i et udvalgt, tyve minutter langt actionbrag er vi nåede Jorden rundt mindst otte gange, ledsaget af et effektmageri, der er så opspeedet, at det allerede før premieren burde have været tvangsindlagt til afvænning.
 

Brodne kar

På papiret har Bourne ikke andet end modstandere, der vil have ham henrettet på stedet, men selv i globale fædrelandsfirmaer som CIA er der brodne kar, og nogle af de grumme bagmænd (eller snarere kvinder) tager Bournes parti, hvilket leder ham på sporet af den grumme sandhed.

Fantastisk fortænkt

De fem punkter øverst i denne anmeldelse beskriver den fantastisk fortænkte måde at lave actionfilm på, som instruktør Paul Greengrass åbenbart er tilhænger af.

Rystende ukunstnerisk
Det er både misforstået, fortænkt og dybt ukunstnerisk at lade samtlige billeder ryste så meget. Tanken er selvfølgelig, at publikum skal føle, at der er gang i den hele tiden, at der hele tiden er fare på færde. Effekten bliver imidlertid snarere en ufrivilligt kikset tydeliggørelse af, at manuskriptet er så banalt og uden egentligt interessante temaer, at det slet ikke burde have været filmatiseret.

En film uden æstetik
Pakket ind i hvin, krasj, swoosh, boing og paw bliver Bourne ifølge Greengrass "rigtig vedkommende", og publikum verden over elsker da også denne meningsløse og helt foruroligende ligegyldige film. Tankevækkende.
 

Inferno

Hvad er det ved dette inferno af fortænkt actionspeed, der fascinerer det brede publikum? At der er gang i den? Ja, det er muligt, men har man glemt, at filmen er et værk uden æstetik overhovedet. Matt Damon og en mindre hær af kendisser spiller op til det vuggende kamera i ligegyldige roller, der gør det håbløse projekt "perfekt".