Fitzcarraldo (1982)

Samarbejdet mellem instruktøren Werner Herzog og skuespilleren Klaus Kinski kulminerede så at sige i alle de fem spillefilm, de skabte sammen.
 

Vanviddet lyser

Med vanviddet lysende ud af øjnene, hver på sin egen måde, gennemførte de filmprojekter, som ingen andre inden for branchen nogensinde ville have haft fantasi til at gennemtænke.

Tålmodighed og tolerance
At være tilskuer til et produkt af Herzog/Kinski-samarbejdet er lidt af en prøvelse, men har man tålmodigheden og tolerancen, er det som regel en oplevelse af de sjældne.
 

Entusiastisk iværksætter

Således er dette også tilfældet med "Fitzcarraldo", historien om den entusiastiske iværksætter Brian Sweeney Fitzgerald (Kinski), der med fanatisk vanvid er fast besluttet på at bygge et operahus dybt inde i Amazonas regnskov.

Vanvid, uden tvivl

Alle omkring ham finder ham – naturligt nok – vanvittig. Alligevel lykkes det manden at nå rigtig langt i sit indledende arbejde for at finde frem til, hvor operahuset skal bygges.
 

Rustent dampskib

Han køber et gammelt rustent dampskib og sejler ad floden mod strømmen gennem fjendtligt stemte indfødtes territorier, fuldkommen overbevist om, at de indfødte kan omvendes til at elske opera.

Et absurd projekt

Da først en gruppe af de indfødte er kommet ombord på dampskibet, fascineres de af Fitzcarraldos planer om at fragte skibet over en enorm skråning for at få det uden om forhindringerne og i vandet igen. Projektet er helt absurd, men det passer sådan set glimrende til manden bag.

Stor fascination
Nogle gange er det svært at afgøre, om der skal grines eller grædes ad Werner Herzogs stil. Den er sine steder så ubehjælpsomt primitiv, at det næsten er jammerligt, men i andre (og broderparten) af sekvenserne er der helt utrolige visuelle og fortællermæssige ressourcer, der fascinerer til den helt store guldmedalje.
 

Trodser enhver fornuft

Det er noget af det unikke ved Kinski/Herzog-samarbejdet, at de så kompromisløst trodsede enhver fornuft og kastede sig ud i filmprojekter som dette. Kan man sidde model til dårligt synkroniserede dialoger (et varemærke ved makkerparrets film), vil man i filmens visuelle udtryk finde billeder, der tryllebinder, og som man vil søge tilbage til igen og igen.