Padre padrone (1977)

Paolo og Vittorio Taviani, instruktører og manuskriptforfattere til denne italienske film om grov udnyttelse, har greb om fortælleteknisk finesse og kommer vidt omkring med talrige forskelligartede udtryk og stemninger, men den røde tråd er klippet over mindst tyve steder, og fascinationen udebliver.

Dramatisk kræs
Der er ellers tale om dramatisk kræs, når historien omhandler en despotisk og sadistisk far, der slår og pisker sin 6-årige søn, tvinger ham ud af skolen og helt alene op i de italienske bjerge for at hyrde får. Filmens første halve time er da også intens og ubehagelig. Den indledende fase er filmens bedste; her har instruktørerne fanget den rette knugende stemning og fastholder den flot i uhyggeligt klaustrofobiske scener.

Barneskuespil af høj kaliber
Gåsehuden forstærkes af de næsten vulgært langtrukne scener, der er billedmæssigt simple og lydmæssigt ofte spartanske. Musikken bliver i løbet af filmen et mere påfaldende virkemiddel, i begyndelsen er den brugt langt mere minimalistisk og med stor effekt.
 

Spirende vanvid

Den unge Fabrizio Forte er en barneskuespiller af meget høj kaliber og en væsentlig årsag til, at filmen lykkes i begyndelsen. At se den lille dreng sidde og vugge frem og tilbage i spirende vanvid omsluttet af fuldkommen øde natur er hårrejsende ubehageligt. Det gør ondt!

Efterhånden uinteressant
Et brutalt klip i tid bringer os pludselig frem, hvor knægten er blevet 20 år og har nået den alder, hvor han indser, at han måske gør klogt i at gøre oprør mod sin far. Denne anden og dominerende fase i filmen fungerer ikke videre overbevisende. Instruktørerne forfalder mere og mere til sære dramaturgiske virkemidler, der forekommer klart mere søgte end kunstneriske, og hele filmen bliver efterhånden uinteressant og anmassende. Man må klamre sig til den særprægede og fascinerende åbning.