Padre padrone (1977)

    Som 6-årig bliver han taget ud af skolen af sin despotiske far, der tvinger ham til at hyrde får i de øde bjerge. Senere tager drengen opgøret.


    TAM FILM OM GROV UDNYTTELSE

    Paolo og Vittorio Taviani, instruktører og manuskriptforfattere til denne italienske film om grov udnyttelse, har greb om fortælleteknisk finesse og kommer vidt omkring med talrige forskelligartede udtryk og stemninger, men den røde tråd er klippet over mindst tyve steder, og fascinationen udebliver.

    Dramatisk kræs
    Der er ellers tale om dramatisk kræs, når historien omhandler en despotisk og sadistisk far, der slår og pisker sin 6-årige søn, tvinger ham ud af skolen og helt alene op i de italienske bjerge for at hyrde får.

     

    Første halve time er intens

    Filmens første halve time er da også intens og ubehagelig. Den indledende fase er filmens bedste – her har instruktørerne fanget den rette knugende stemning og fastholder den flot i uhyggeligt klaustrofobiske scener.

    Barneskuespil af høj kaliber
    Gåsehuden forstærkes af de næsten vulgært langtrukne scener, der er billedmæssigt simple og lydmæssigt ofte spartanske. Musikken bliver i løbet af filmen et påfaldende virkemiddel, i begyndelsen er den brugt langt mere minimalistisk og med stor effekt.
     

    Spirende vanvid

    Den unge Fabrizio Forte er en barneskuespiller af meget høj kaliber og en væsentlig årsag til, at filmen lykkes i begyndelsen. At se den lille dreng sidde og vugge frem og tilbage i spirende vanvid omsluttet af fuldkommen øde natur er hårrejsende ubehageligt. Det gør ondt!
     

    Brutalt klip

    Et brutalt klip i tid bringer os pludselig frem, hvor knægten er blevet 20 år og har nået dén alder, hvor han indser, at han måske gør klogt i at gøre oprør mod sin far.


    Efterhånden uinteressant

    Denne anden og dominerende fase i filmen fungerer ikke videre overbevisende. Instruktørerne forfalder mere og mere til sære dramaturgiske virkemidler, der forekommer klart mere søgte end kunstneriske, og hele filmen bliver efterhånden uinteressant og anmassende.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1977, Italien, Drama, Biografi, Børn på film, Bjerge på film, Dyr på film, 123 min.

    Dansk titel: Min fader min herre
    Instr: Paolo Taviani, Vittorio Taviani Prod: Guiliani G. De Negri Manus: Paolo Taviani, Vittorio Taviani Baseret på: bog af Gavino Ledda Foto: Mario Masini Klip: Roberto Perpignani Mus: Egisto Macchi
    Priser
    • BERLIN - Interfilm Grand Prix
    • CAN - Palme d'Or
    • CAN - FIPRESCI Prize