Støvsugerbanden (1963)

Instruktøren Bent Christensen og manuskriptforfatteren Leif Panduro nåede at samarbejde om to elskelige danske klassikere: Harry og kammertjeneren (1961) og denne mere lystspilsprægede "Støvsugerbanden" fra 1963.
 

Underfundigt lune

Man støder ikke på danske film med samme underfundigt geniale lune i karakterer og begivenheder. Leif Panduro havde en helt speciel skrivestil og en pen, der var humoristisk langt ud over almindelig standard.

Originalt og raffineret
I en lystspils-inflation som den danske må Panduros manuskripter have været kærkommen kræs for både filmfolk og skuespillere. Tænk endelig at arbejde med originalt og raffineret materiale. Overraskende nok blev "Støvsugerbanden" ingen publikumssucces, som det var tilfældet med "Harry og kammertjeneren".
 

På bar bund

"Støvsugerbanden" er historien om fire pensionister, der rider med på en bølge af alderdomskriminalitet. Politiet står på bar bund og mistænker selvsagt ikke pæne ældre folk som Doktor Bak og søsteren Camilla.

Hemmeligheden i støvsugerposen
Hemmeligheden ligger i støvsugerposen. Alle tiders geniale idé har gjort de ældre rige: Ved at lade en støvsuger sluge pengesedler, diamanter og andet værdifuldt - oftest mens afledningsmanøvrer effektueres - ender flere og flere gådefulde sager hos politiet. Efterhånden bliver pensionisterne mere sultne, og større sugeevne behøves. Det resulterer i sidste instans i en slamsuger!
 

Særlig dobbelthed

Det kan klart måles på niveauet i skuespillet, at filmen er iscenesat af en dygtig instruktør, der brænder for at hente alle Panduros geniale detaljer frem til filmlærredet. Skuespillerne forstår samtidig den særlige dobbelthed og skarpe ironi, der ligger i Panduros replikker.

Ubetaleligt spil
De fire ledende banditter spilles med stor entusiasme, og ingen forfalder til over- eller underspil. Spillet har nøjagtig dén grad af satirisk sarkasme, som Panduros skrivestil befordrer. Også Hans W. Petersen i en birolle som madglad mellemmand er ubetalelig. Petersen fik fortjent en bodil for sin indsats.
 

Helt speciel fremtoning

Filmen har en helt speciel visuel fremtoning, der gør den kulørt og nuanceret i den sort/hvide elegance. Den visuelle stil er opfindsom og rækker langt ud over den generelle lystspilsstandard. Musikken af Bent Fabricius-Bjerre er kæk og helt på sin plads.