Nocturne (1980)

På kanten af den menneskelige fatteevne og så dybt under huden, at det smerter helt ind i hjertet. Disse ord beskriver den unikke virkning, som helt store filmiske kunstværker kan have på en tilskuer. En virkning der er umulig at beskrive for andre. Oplevelsen er så voldsom og nærmest elektrisk æstetisk, at vi er helt derude, hvor uudsigelighedens bæger flyder over.
 

Hypnotisk

Sådanne oplevelser kan Lars von Trier være garant for. At det sker i en otte minutter lang andetårsproduktion fra Den Danske Filmskole er et faktum af hypnotisk karakter. Talentet er sjældent, uhyre sjældent, det kunstneriske udtryk og den visuelle begavelse rækker meget langt ud over gennemsnitlig standard, ikke alene i Danmark men set over en bred kam.

Fascination af Tarkovskij
Det er tydeligt, at Trier i sine unge år lagde sig tæt op ad sine store forbilleder. I denne kortfilm mærker man i meget høj grad fascination af Andrej Tarkovskij, hvis oversvømmende verdener, fragmenter af en forvitret og smuldret undergangscivilsation, fastholdt i glødende og auratiske billeder ramte Trier voldsomt i studieårene.
 

Ingen kopi af forbillederne

Det er dog slet ikke sådan, at Trier kopierer forbillederne. Det helt særlige ved Trier er, at han fra begyndelsen havde sit helt eget udtryk, en metode, der søger hen mod en filmkunst, der ser anderledes ud og en veludviklet sans for at arbejde taktisk bevidst med de forhåndenværende midler.

Avantgardistisk perle
Denne otte minutter lange avantgardistiske perle er i sagens natur mere en stemningsfortætning end en lille narrativ garntrisse. En ung kvinde (spillet af fotomodellen Yvette) vakler rundt i sin lille lejlighed i København, det er nat, og hun har bind for øjnene. Hun sveder og har mareridt, et psykedelisk lys blinker og oplyser hendes forvredne krop.

De "mærkelige" medstuderende
Trier arbejdede meget tidligt i sin tid på Filmskolen sammen med manuskriptforfatteren Tom Elling og klipperen Tómas Gislason, kunstnertyper som Trier hurtigt udså blandt sine medstuderende som "de mest mærkelige" og hermed dem, han ville kunne samarbejde med.
 

Fortid som billedkunstner

Tom Elling, der er medmanuskriptforfatter og fotograf på denne film, kom ind på Filmskolen med en fortid som billedkunstner, hvor han blandt andet havde arbejdet med realistiske billeder og især med video- og konceptkunst; kunstværker ofte styret af både tilfældigheder og et fjernt system.
 

En æstetikbevidst samarbejdspartner

Hermed udgjorde den noget ældre Elling en perfekt stil- og æstetikbevidst samarbejdspartner for den visionære og stædige Trier. Sjældent har man for så få midler på så kort tid smagt både livet og døden, følt frygt og smerte, haft gråden langt oppe i halsen og været svedig af angst.

Ud over fatteevnen
Det er en bedrift, der i virkeligheden rækker langt ud over fatteevnen og i hvert fald ud over en topkarakter. Samtidig er det et kunstværk for det uhyggeligt få, en krævende og dybt lyrisk kortfilm, der stiller flere spørgsmål, end den giver svar, og som giver anledning til fortolkning af - ja, nærmest livets essens.
 

Påfaldende inspiration

Inspirationen fra Tarkovskij er påfaldende, især i Triers sans for at skildre tingene som helt igennem magiske fænomener: den elektriske pære, den skvulpende flaske, ventilatoren der drejer rundt og puster til papir og hår, detaljerigdommen, teksturen i indstillingerne - kirkekuplen i filmens dødsmetaforiske slutning har hverken narrativ eller symbolsk funktion, men fungerer som rent æstetisk dragende og gådefulde fascinationsobjekter.