Down by Law (1986)

Endnu et hyperskævt filmværk af den altid overraskende Jim Jarmusch. Det er Jarmuschs tredje spillefilm, og for anden gang en film optaget i sort/hvid. Således peger pilen på kunstfilm og lyrik allerede fra starten, men i selskab med Jarmuschs film er der også præindstillet i komisk retning.

Omhyggelige stemningsbeskrivelser
Grundtonen i "Down by Law" er da også urkomisk, selvom der går et stykke tid, før den finder et egentligt leje. Den første halve time går nemlig med meget omhyggelige stemningsbeskrivelser, uden at der sker ret meget mere end.. stemninger.

Umage celletrio
Men så sker der noget. De to mænd, Zack (Tom Waits) og Jack (John Lurie), bliver uafhængig af hinanden arresteret og fængslet for noget, de ikke har gjort, og snart møder de hinanden i samme fængselscelle. Da italieneren Roberto (Roberto Benigni) støder til, bliver det til en umage celletrio, hvor Roberto snart har udtænkt, hvordan de kan flygte.

Labyrintiske vådlandskaber
Snart er de på flugt gennem endeløse og labyrintiske vådlandskaber i staten Louisiana, før de endelig finder en vej, der fører til kærligheden – i hvert fald for Roberto.

En vitaminindsprøjtning
"Down by Law" får noget af en vitaminindsprøjtning, da handlingen tager den uventede fængselsdrejning. Ikke fordi filmen ændrer grundtone eller stemningsmæssig karakter, men mere fordi, der nu er en mere reel spændingskurve at forholde sig til. Hvilket så igen får endnu et nøk, da mændene flygter.

En sprød idé
Det er en sprød idé at sætte Roberto Benigni ind i en Jarmusch-sammenhæng, og det har instruktøren og manuskriptforfatteren sikkert set en fidus ved. Det udvikler sig da også til en god håndfuld herlige scener, men i længden er Benignis højtråbende komik overstyret.

Står godt til hinanden
Tom Waits og John Lurie står til gengæld rigtig godt til hinanden, med Lurie som den stærkest spillende. Han får det optimale ud af en ret stillestående og replikfattig rolle, og dét er beundringsværdigt.

Magiske øjeblikke
Samme Lurie har også skrevet filmens mærkværdigt summende underlægningsmusik, der heldigvis sjældent spiller en særligt fremtrædende rolle. Der er dog visuelt magiske øjeblikke i den meget flotte sort/hvide fotografering, som ville stå uhyre meget stærkere uden toner.