Idi i smotri (1985)

Filmelskere over hele verden har udnævnt Elem Klimovs psykologiske krigsdrama "Idi i smotri" som den ultimative film om 2. verdenskrig, bl.a. fordi den skildrer rædslerne i en detaljerigdom, der giver gåsehud.
 

Uhyre stærkt

Filmen kan med rette betegnes som uhyre stærk og er et langt stykke hen ad vejen dybt fascinerende og fængslende. Dette skyldes primært instruktørens stærkt Tarkovskij-inspirerede, lyriske fortællestil, der er særligt udtalt i filmens begyndelse.

Detaljens kunst
Begyndelsen og hele første time af denne to en halv time lange krigsfilm er meget smuk og fundamentalt bevægende. Hér rammes en krigens nerve, og rædslerne skildres gennem detaljens kunst.
 

Stramt komponerede nærbilleder

I forfinede og stramt komponerede nærbilleder kæles der for enkeltheder og skabes gennem sublim lyrisk lyssætning og knivskarpe nærbilleder en direkte forbindelse mellem rædslen og tilskueren. Denne synæstesi går under huden og ryster for en tid i kraft af følelsen af at være ét med begivenhederne.
 

Gruen tager til

Rædslerne og gruen tager til, filmen bevæger sig nærmere og nærmere den ultimative afgrund – det helt og aldeles ubærlige, og Elem Klimov falder desværre for fristelsen til at trykke speederen i bund, så filmen tipper noget i den sidste time.
 

Vil uhyre gerne i krig

Teenagedrengen Florya (Aleksei Kravchenko) er helt ekset efter at komme i aktion som ung soldat i den hviderussiske hær under 2. verdenskrig. Med et bredt smil forlader han sin enlige mor og de to små tvillingesøstre.

En ubærlig rejse

Der skal dog ikke gå mange øjeblikke, før Florya for første gang fornemmer krigens alvor, og dét bliver begyndelsen på én lang og ubærlig rejse ind i rædselsorkanens øje.

Overdramatiseret
Når filmen tipper efter de mange fantastiske øjeblikke, er det fordi det ekstreme og det ubærlige overgøres og forstærkes med stereotype virkemidler. I stedet for at ramme med stor styrke lige i hjertet, bliver de centrale scener med den ekstreme udryddelse af en landsby alt for hæsblæsende og overdramatiseret.
 

Arketypiske tyskere

De tyske soldater er fremstillet som arketypisk bøvede, slimet fordrukne og højtråbende rødmossede, og scenerne bliver alt for ekstreme. Filmens afslutning, hvor hele Hitlers liv sættes på Fast Backward, hører ikke hjemme i dén film, der startede så overvældende gribende.

Forstærkende lydtæppe
Drengen spilles med stor styrke af Aleksei Kravchenko. Desværre bliver han – i takt med rædslernes tiltagende styrke – sminket til overdrevet ældning, og det rædselsslagne ansigtsudtryk er lidt for instrueret.
 

Forstærkende lydtæppe

Scenerne med pigen Glasha (Olga Mironova) er blandt filmens stærkeste. I lange og seje træk lægger Oleg Yanchenkos synthersizerbaggrundsbillede et uhyggeligt forstærkende lydtæppe på begivenhederne.