Jack Smith and the Destruction of Atlantis (2006)

Den amerikanske avantgardescene fik i 1950’erne og 1960’erne en ny profil, da den udtalt homofile multikunstner med det borgerlige navn Jack Smith (1932-89) sprang ud som udøvende provokatør.
 

Farvestrålende Smith

Langt mere kendte kunstnere som Andy Warhol og Federico Fellini skulle siden lade sig kraftigt inspirere af Smiths farvestrålende og anormale billedkompositioner: De fandt kvaliteterne i Smiths rodede og homokulturelle regnbuekaos og brugte det som enkelte stemningsbilleder.

En musikvideo
Nærværende dokumentar om Smith er et helt klassisk eksempel på "musikvideo-dokumentaren", som vi ser endeløse rækker af dokumentarister bruge i vores "moderne tidsalder".
 

Overklippet

Velklippet, men også overklippet – der er ikke dét øjeblik i dokumentaren, der ikke er klippet på kryds og tværs med tre hobbysakse og klistret sammen og klippet igen... alt sammen i et misforstået forsøg på at skabe "frisk og indfangende" kontinuitet.
 

Alt for springende kulisse

I en dokumentar om en farverig og kontroversiel kunstner som Jack Smith, der selv hele tiden prøvede grænser af og generelt arbejdede med det ekstremt stillestående og koncentrationskrævende i alle sine mange kunstarter, synes det både misforstået og malplaceret at skabe så springende og kæk en kulisse.

Kunstens egne præmisser
Vi får et meget ringe indblik i kvaliteten af dén avantgarde, som Smith skabte og blev kendt for. Skal vi have en chance for at begribe hans kunst, må dokumentaristen møde og skildre Smith og hans kunst på kunstens egne præmisser og ikke skabe dette kaos af en "musikvideo fra MTV".
 

Blink og musikbrudstykker

Generelt opnås kun et meget ringe indtryk af Smith, der er ingen personlighed over de mange spring og blink, musikbrudstykker og imponeret leg med moderne teknik.

Svært at blive overbevist

Interviews med talrige arketypiske levn fra en ældre bøssekultur sætter en fed og indiskutabel streg under, at Jack Smith var helt unik og ganske fantastisk. Men set med nutidens briller og i et helt andet perspektiv, er det meget svært at blive overbevist om dette på baggrund af denne dokumentar.