Glue (2006)

Det er forsøgt mange gange på film at beskrive den særligt hormonombruste tilstand, puberteten, men det er sjældent, at det lykkes så krystalklart og overbevisende uindpakket som i den argentinske "Glue".
 

Daglig trummerum

Her følger vi 16-årige Lucas (Nahuel Pérez Biscayart) og hans ven Nachos (Nahuel Viale) i deres daglige trummerum i en argentinsk forstad, hvor der ikke rigtig sker noget.

Hele kroppen spirer
Hele kroppen spirer, hormonerne bobler, håret bliver sat med omhu, og der skal ikke ret mange strejf til, før kroppen kammer over i erotisk nydelse.
 

Forudsigeligheden udebliver

Begivenhederne i filmen er ikke klassisk narrativt letløbende. Ganske vist følger vi drengene på deres usikre og famlende vej gennem voksendommens første fase, men egentlig kausalitet og forudsigelighed udebliver.
 

Lyriske elementer

Instruktøren Alexis Dos Santos leger med lyriske elementer filmen igennem. Ikke alene bevæger filmen sig i sin fortællestil ud af en række interessant eksperimenterende tangenter; rent teknisk blander Dos Santos dybt forskellige visuelle udtryk sammen - alt sammen for at forstærke og understrege den rådvildhed, der jo er filmens budskab.
 

Overbevisende æstetik

Sammenblandingen af visuelle udtryk og eksperimenterende lyriske elementer bliver ikke et poppet og fiduskunstnerisk virkemiddel men fungerer tværtimod overbevisende og forstærkende.

Klart visuelt udtryk
Formålet med filmen er tydeligvis ikke at formulere pubertetens op- og nedture gennem klassisk komplekse historier om dysfunktionalitet. Selvom filmen benytter sig af disse elementer, bliver stemningen langt mere fremtrædende end historien, og det er det visuelle udtryk, man husker klarest.
 

Krystalklare budskaber

På den måde bliver "Glue" krystalklar i sit budskab, selvom den i sin visuelle stil ind imellem er både grumset og håndholdt. De argentinske miljøskildringer er renset for skjulte dagsordner og socialrealistisk løftede pegefingre.
 

Pubertær famlen

Drengenes famlen gennem puberteten - og ikke mindst den spirende seksualitet - giver anledning til almindeligt forvirrede overvejelser. Filmen har et svagt men ikke herskende homoseksuelt tema, der på alle måder er fordomsfrit og naturligt skildret.
 

Fænomenale præstationer

Helt fænomenale præstationer af de unge argentinere; de to drenge og den jævnaldrende veninde Andrea (Inés Efron) tilfører filmen ubeskrivelige ressourcer og i sig selv et stærkt udtryk.
 

Effektfuldt musik-fravalg

Instruktørens meget bevidste og effektfulde fravalg af musik skaber en sjælden set autenticitet. Filmen forbliver tavs men ikke larmende tavs. Ind imellem hører hovedpersonen musik i hovedtelefoner, og der er gjort meget ud af at skabe et intimt og intenst lydbillede, hvor detaljerne fremtræder - igen - krystalklart.

Sært hemmelighedsfuldt

Sært hemmelighedsfulde billeder af den argentinske natur er med til at skabe en usædvanlig visuelt spændende filmoplevelse, der lever videre længe efter sidste scene.