4:30 (2005)

En indadvendt og poetisk, 12-årig dreng passer sin skole og dagens øvrige pligter, men nærer en stor og hemmelig kærlighed til den 30-årige lejer, der bor i hans lejlighed. Hver morgen kl. halv fem ringer vækkeuret, og drengen sniger sig ind på mandens værelse og lægger sig ved siden af ham i sengen, tager billeder af ham og roder i hans skuffer.
 

Natlige udforskninger

Drengen er dybt fascineret af alt ved lejeren, og gennem sine natlige udforskninger opbygger drengen et imaginært forhold til ham. Han fører dagbog over sine "erobringer", klæber fotografier af de to sammen ind, sidder i klasseværelset og drømmer om manden, forestiller sig, at de er rigtige venner. Lejeren er i virkeligheden dybt ulykkelig, på selvmordets rand, pille- og alkoholmisbruger. Han opfatter næppe drengens tilstedeværelse, før drengen begynder at sende signaler ved fx at klippe hans cigaretter over på midten.

Rodløs- og ensomhed
Grænserne mellem fantasi og virkelighed er transparente i denne smukke og stilfærdige fortolkning af en barnlig rodløs- og ensomhed. Det hører til  sjældenhederne med en film, der går så tæt på de barnlige følelser uden brug af sminke og forstærkende virkemidler.
 

Gennemført underspillet

Royston Tans film er gennemført underspillet i sine effekter – stemningerne står alene, spillet er filmens egentlige nerve, lydene er for det meste reallyde, kameraindstillingerne er stringente og naturlige. Det er i de langstrakte indstillinger, at filmens egentlige nerve ligger. Nærbilleder af den forsømte og triste dreng, der søger varme, nærhed og kærlighed er både rørende og ægte, og i den unge Xiao Li Yuan har instruktøren fundet et naturtalent af de sjældne.

En sjælden perle
Første del af filmen er mest konsekvent i fravalget af musik og virkemidler, senere kommer Vichaya Vatanasapts lidt malplacerede elektroniske musik til at spille en rolle, der vedhæfter filmen et noget uklædeligt lydtapet, om end holdt på et tåleligt niveau. "4:30" er en sjælden lille perle, der rammer noget af det helt rigtige fra et forsømt barneperspektiv, og ensomheden går via instruktørens kunstneriske linse lige i hjertet.
 

Reallyde i central role

Den dialogløse stil fungerer afgjort bedst, når de øvrige virkemidler også er holdt på et minimum, og reallydene spiller en central rolle, der giver begivenhederne nærvær og nerve. Ligeså snart musikken sætter ind, mister filmen en del af den virkelighedstro nerve, og stilen bliver mere tung.