Rich Kids (2007)

Tænk hvis virkelig det forholder sig sådan, som "Rich Kids" portrætterer det: Så er hele verden - og i hvert fald det forkælede Nordsjælland - helt af lave.
 

Syntetisk pop-fiktion

I slutningen af dette 82 minutter lange syntetiske stykke pop-fiktion dukker teksten "baseret på virkelige hændelser" op. Der er her tale om en grov generalisering, for filmen forsøger aldrig at beskrive andet end den "skinbarlige" overflade.

Moralsk eksplicitet
Moralen i filmen er uindpakket: At rige børn med skilte direktørforældre bosiddende på Strandvejen i Nordsjælland tager stoffer, horer, skider på hinanden, er følelseskolde og, ja undskyld - bruger pengesedler af høj valør til at tørre sperm af fingrene med.
 

Ikke bare uskyldig

"Rich Kids" er ikke bare en uskyldig historie. Filmen markedsfører sig netop i kraft af "baseret på virkelige hændelser"-meddelelelsen og de kraftigt manipulerende "dokumentariske" mellemspil også som en undervisningsfilm, der "troværdigt" og "modigt" afdækker en tabubelagt side af den rige danske ungdom.

Glade & berigede tilskuere?
Filmproducenten Regner Grasten har i mange år fabrikeret kommercielle film. Rigtig mange tilskuere finder vej i biograferne og går glade og berigede derfra, således sikkert også tilfældet med "Rich Kids".
 

Udpræget fantasiløs

Men generelt betragtet er filmen et udpræget fantasiløst, overpoleret og fancy udseende drama om teenagere i Nordsjælland, der i en præsentationsrunde i filmens intro slår fast med syvtommersøm, hvilket segment de tilhører, og med arrogance og bedrevidenhed proklamerer, hvordan verden hænger sammen.

Over de riges stok og sten
Herfra går det over stok og sten for de rige unge, fx Sebastian Jessens Simon, der har så mange penge, at han bruger sedlerne som køkken/lokumsrulle, sniffer "snus" i brede baner, drikker sprut og tager solbad på familiens luksus-yacht. Han er desuden voldelig og utilregnelig, kører i en kæmpe BMW i påvirket tilstand, holder sin fødselsdag på det rigtige in-sted, og uden at blinke kører han sit American Express-kort igennem "på beløbet", 158.000 kr. ("jeg troede faktisk, det ville blive mere").
 

Fordomsfulde stereotyper

"Problemer" som homoseksualitet, porno, snifning af baner "og så videre" baseres på fordomsfulde stereotyper, der tegner et farveløst partisk billede, der ikke kan skabe andet end en stemning af salvelsesfuld hvervekampagne fra afholdsforeningens ungegruppe. Begivenhederne gentages desuden i én lang båndsløjfe - budskabet SKAL ud: Sex, drugs, nedtur, dyre biler, porno, mere nedtur, drugs, vold, onani og alt andet moralsk forkasteligt.

Let modtagelige folkeskolebørn
Filmen vil helt tydeligt have tag i de let modtagelige folkeskolebørn, der oplagt vil sidde og bide negle over den sorte og utvetydige stemning i filmen. Hektiske klip, split screens på kryds og tværs og en næsten isglat poleret fotografisk pomadisering giver et "hér-og-nu-look" - vi er "med", når vores venner (eller er det snarere fjender?) sniffer "snus". Billedet bliver sløret, når "snusen" roterer i den rige hjerne.
 

Oppe-i-tiden-musik

Oppe-i-tiden-musik pumper i baggrunden, den lille hund hedder "Gucci", alle Københavns strømlinede stålflader er hentet ind som kulisse - alt sammen i en iscenesættelse præget af alt andet end glød og engagement. Skuespillet er i bedste fald på tvivlsomt, men generelt lavere; den strengt søgte dialog "læses op" ord for ord af såvel børn som voksne.

"Dokumentariske" kapitler
I filmens "dokumentariske" kapitler fortæller de involverede "ærligt" om fx stoffer, sex og venskab. Replikker som "drenge skal helst have kneppet 20-30 piger, inden de går ud af gymnasiet" og "jo mere ekstremt (om sex), jo federe er det.. det har ikke en skid med følelser at gøre" flyver gennem luften.