4 luni, 3 saptamani si 2 zile (2007)

Rumænsk film – og i særdeleshed instruktøren Cristian Mungiu – har fortjent kunnet fejre triumfen, efter at "4 luni, 3 saptamani si 2 zile" vandt Den Gyldne Palme i Cannes. Det er sjældent, at rumænske film overhovedet når det vesteuropæiske biografpublikum, derfor er det en både interessant og banebrydende begivenhed, når det endelig lykkes.

Grumt og nedværdigende
"4 luni, 3 saptamani si 2 zile" er i grunden en kausal historie, hvor virkning følger årsag gennem knap to timers grum og nedværdigende udnyttelse og personlig tragedie. Den unge kvinde Gabriela er gravid og vil have foretaget en abort. Da dette er dybt ulovligt, er det nødvendigt at planlægge ned i mindste detalje, og veninden Otilia hjælper med at skaffe både lægen og hotelværelset. Da først kvinderne er i enrum med lægen, begynder alvoren at gå op for dem begge, men herfra er der ingen vej tilbage.
 

Tyk dramatik

Dramatikken er til at få øje på, også i lidt for udtalt grad, men Cristian Mungius snedige og talentfulde manuskript og instruktion vil det alligevel anderledes, end at hele herligheden ender i cirklende kamerabevægelser og brusende violiner.

Stilistisk raffineret
Filmen bliver et stilistisk raffineret bekendtskab, hvor et ekstremt konsekvent effekt- og musikfravalg skaber nerve og intensitet i en sjælden grad. Det er Mungius dagsorden, at de lange seje handlingstræk skal stå alene i deres fortættede alvorstunghed.
 

Tragisk og nedværdigende

Således bevæger filmen sig, må man nok sige, meget langsomt frem gennem tragiske og dybt nedværdigende scener. Omhyggeligheden og overbevisningen om at vi gennem lange, seje træk af følelsesmæssigt ubehag får den maksimale hårrejsning, bliver filmens på én gang fascinerende og anmassende særkende.
 

Scenerne trækkes

Det er utvivlsomt virkningsfuldt at trække en scene længe og kynisk til det uudholdelige, men for at dette skal fungere gennem en hel film, kræves der en unik nerve og psykisk terrorisme, og hér kommer Mungius film noget til kort.

En svær balance
I store dele af filmen fungerer den omhyggelige og næsten endeløse beskrivelse af det menneskelige kaos ganske overbevisende, men instruktøren mestrer ikke til fulde balancekunsten, og i længden bliver det bare for meget af det gode. Nærbilledet af Rumænien anno 1987 er uhyggeligt realistisk tegnet, og det er i detaljerne, den største troværdighed hentes: Bureaukratiet, skrankepaveriet, menneskelig mistro og konstant overvågning.
 

Flotte karakteristikker

Samtidig karakteriseres samfundets elendighed flot gennem både geniale eksteriørscener og de helt små detaljer på dét hotel, hvor det meste af filmen udspiller sig. Skuespillerne leverer i det store og hele hæderlige præstationer, dog skuffer lægen i en central rolle fælt ved at være hverken fugl eller fisk, og det bliver et meget stort handicap for filmens troværdighed.