Carol (2015)

Indhyllet i umiddelbarhedens begejstring af 50’er-æstetik og -farve er mødet med Todd Haynes' filmatisering af Patricia Highsmiths vovet lesbiske roman "Carol" alt andet end gråt og kedeligt.

Kælet for detaljen
Filmen er visuelt energisk med en eklatant kælen for detaljen. Men det er blot skallen om en temmelig gennemsnitlig kærlighedsproblematik, dog med det fortegn, at der her er tale om en forelskelse mellem to kvinder.

Piger på elskovstogt
Nærmere bestemt den uskyldige og unge ekspeditrice Therese Belivet (Roney Mara), der falder prompte for den noget ældre og stilfuldt velhavende Carol Aird (Cate Blanchett). Begge har ellers mænd på krogen, og Carol er endda godt gift og med barn. Men snart er pigerne alligevel på elskovstogt ud af New York.

Skævt syn på skævhed
Men tiden er ikke helt moden til dén slags pjank, og selvom temaet i "Carol" er langt mindre problematiserende end i Todd Haynes' egen (og langt dårligere) Far from Heaven (2002), hvor det er manden (Dennis Quaid) i et heteroseksuelt parforhold, der springer ud som homoseksuel, er der alligevel stor fokus på 50’ernes skæve syn på skævhed.

Skrøbelig forelskelse
Ligesom Haynes oplevede det med "Far from Heaven", blev også "Carol" nomineret til en stribe Oscars og Golden Globes uden at trække statuetter hjem. Det er de store skuespillerpræstationer, der trækker i priskomitéen, og i "Carol" er de to kvinder og deres skrøbelige forelskelse da også virkelig flot portrætteret af Cate Blanchett og Rooney Mara.

Håndtam indføring
Hvor "Far from Heaven" var decideret frygtelig i sit ensidigt krukkede og udtalt overspillede højglansdrama, opleves "Carol" som en mere ren – men også glat – dramatisk formfilm. Det er pænt, troværdigt og ligetil, men også en lidt håndtam indføring i kvinde(under)livets urolige summen.

Stemningsmusikken dikterer
Den rette formel for stemningsleje tilskyndes af Carter Burwells cyklisk minimalistiske musik for lille orkester. Skala op og skala ned, igen og igen, og desværre relativt uophørligt – man sidder og ønsker sig den mere ærlige og jordnære tone, hvoraf den indre og langt mere psykologisk interessante dramatik opstår.

Troværdige blikudvekslinger
Kæresteriet funkler i troværdige blikudvekslinger og et par dampende hede lesbiske scener, og at julen har engelyd sørger en åben, men bestemt slutning for. Når alt kommer til alt, udspiller filmen sig primært hen over julen og kan således ikke helt undsige sig at være en Christmas Carol.