Picnic at Hanging Rock (1975)

I den australske instruktør Peter Weirs hjemlige værk ligger en skjult skat, som færre kender til. Det var først med filmen Witness (1985), at Weir for alvor slog igennem internationalt, og siden blev han i Hollywood.

Weirs kunstneriske perle
Lad os fæste os ved denne tidlige spillefilm "Picnic at Hanging Rock", der, uanset hvilken brille, man tager på, må betegnes som Weirs kunstneriske perle. 

I et trygt og øde landdistrikt

Filmen er både i sin historie, sin tekniske tilgang og i sin fortællestil ganske usædvanlig, og det er så absolut ikke en film for enhver smag. Baseret på Joan Lindsays roman af samme navn udspiller filmen sig i året 1900 i og omkring en australsk pigeskole, der er beliggende i et trygt og øde landdistrikt.

Alle tiders udflugt
De unge kvinder er alle uhyggeligt velopdragne, tildækkede og indsnørede efter alle kunstens regler, og da skolens forstanderinde giver dem et tilbud om en udflugt til en stor klippe i nærheden, er det årets helt store begivenhed. 

Handskerne af i sommervarmen

I en nydelig hestevogn fragtes pigerne gennem den nærliggende landsby – først herefter må de tage handskerne af i sommervarmen – og vandre ud til klippen med tilnavnet "Hanging Rock".
 

Varmen stikker

Madkurvene tages frem, lærerinderne strikker, varmen stikker. En lille håndfuld af kvinderne får lyst til at hoppe over bækken og se sig lidt om på egen hånd. Men det skulle de ikke have gjort.

Labyrintisk univers

Snart havner de i klippens labyrintiske og voldsomt hypnotiserende univers, og de af pigerne, der vender tilbage, har stærkt hukommelsestab, og hvor er de andre blevet af? Det forbliver et stort mysterium...

Et ambitiøst projekt
Det er i sig selv ambitiøst at sætte sig for at filmatisere en roman af Lindsays karat, der rummer en intensitet og mystik, det er svært at sætte billeder på. Peter Weir lykkes meget overbevisende med at genskabe ikke alene det historiske vingesus, men også den skræmmende og intimiderende mystik omkring klippen.
 

Et centralt udtryk

Klippen er et helt centralt udtryk i filmen, og det er væsentligt, at den får et "liv": Denne uhygge og utryghed formes af Weir bl.a. gennem hårrejsende lyd- og musikeffekter, brug af slowmotion og langsomme tiltninger op mod klippens møde med himlen.

Stærk vekselvirkning
Vekselvirkningen mellem på den ene side idyl, fred, tryghed, skønhed, ungdom og sammenhold og på den anden side kaos, uro, utryghed, helvede, død og adskillelse står i Weirs iscenesættelse ekstremt stærkt.

Psykologisk kaos

Det er bemærkelsesværdigt, at filmen på den æteriske baggrund fungerer så godt på de mange forskellige platforme: Historisk, pigesammenholdsmæssigt, udi mystik, uhygge, død og psykologisk kaos.

En sær helhed
Peter Weir har succes – bl.a. fordi han benytter både stærkt lyriske og mere jordnære kausale elementer, der flettes ind i hinanden, så de bliver til en sær, men overbevisende helhed.

Særheden som positivt kendetegn

Samtidig er langt de fleste unge kvinder velspillende, også i filmens meget krævende passager, og det er flot at få så mange unge skuespillere med på så ekstrem en idé, som hele historien udgør. Særheden er et andet positivt kendetegn ved filmen – det er en sjælden fortælling, en vovet og elegant kunstnerisk film.