The Last Wave (1977)

En tidlig og interessant film af australske Peter Weir, der godt ti år senere slog igennem med internationale Hollywood-hits som Døde poeters klub (1989).
 

Særegen personlig film

I hvad man må betegne som en både særegen australsk og meget personligt præget film, lokker Peter Weir os med ud på en visuelt forførende rejse, hvor historien ikke helt kan følge med.
 

God gang i karrieren

Sydney-advokaten David Burton (Richard Chamberlain) har godt gang i karrieren og styr på familielivet, da en opringning pludselig ændrer hans stabile tilværelse. David bliver bedt om at rådgive en gruppe australske indfødte, også kaldet aboriginere, der er havnet i uføre, efter at en af deres egne er fundet død under mystiske omstændigheder, der kunne pege på mord.

En personlig sag
For David bliver sagen meget hurtigt personlig, da han begynder at have mærkelige drømme, hvor han ser en af de indfødte mænd i sin stue, samtidig med at han får at vide, at han også selv skal dø, hvis han kommer til at se nogle af de hellige effekter, der synes at være årsag til drabssagen.
 

Respekt & rædsel

David erfarer, at der er mere på spil, end hvad han kender fra sin egen hvide verden, og med en blanding af respekt og rædsel begiver han sig ind i de indfødtes univers i forsøget på at komme sandheden nærmere.
 

Markant kunstnerisk profil

Instruktøren Peter Weir havde i sine tidlige australske film en markant kunstnerisk profil, hvor teknisk kompromisløshed og et stærkt præg af personligt raffinement stod som varemærket på hans produktioner.

Kryptiske drømmespil
Således også "The Last Wave", der visuelt er både unik og forførende med sine kryptiske drømmespil i kameraføring og frem for alt lyssætningen.
 

Minutiøs perfektion

Weir arbejder så minutiøst perfekt med sine lyssætninger, at filmens lys- og skyggevirkninger uden tvivl både bliver filmens vartegn og kunstneriske højdepunkt. Det lykkes instruktøren at skabe en uhyggelig drømmeverden, som er både sær og personlig.
 

Temaet holder ikke helt

Problematisk for filmens troværdighed er, at temaet ikke helt holder. Ideen med at skabe uhygge og mystik omkring de indfødtes sære verden er rigtig god. Der går bare relativ hurtigt inflation i "uforklarlighederne", drømmespillene og de magiske evner, som advokaten møder.

Uvejr
Filmen fungerer bedst i Weirs stemningsbilleder af Sydney før, under og efter et uvejr. Uvejret som tema er filmens styrke, det er fronterne i konkret betydning, der trækker spændingerne ind i filmen, men også fronterne der ligeså hurtigt hiver dem ud igen, fordi historien halter efter filmens tekniske fortælleteknik.
 

Scener af lyrisk karakter

Der er flere små hår, der rejser sig undervejs, takket være instruktørens store talent. Mange scener er af så lyrisk karakter, at det leder tankerne imod avantgarden, men de varer sjældent ret længe og fungerer som stærke stemningsopbyggere til højdramatiske scener. Med nervepirrende elektronisk musik af Charles Wain. Overbevisende præstation i hovedrollen af Richard Chamberlain.