Drømmen (2006)

For folket en drøm af en film – for nogle kritikere endda den bedste film, de nogensinde har set! I dagligstue-tomrummet efter Krøniken (2004), hvor fladskærmsvæggene ikke længere søndag efter søndag bliver fyldt ud af tidstypiske biler, gryder, pander, kopper, faconer, frisurer, overdele, nederdele, hatte og briller, kom "Drømmen" som sendt fra himmelen, og familien Danmark tog i biografen i stor stil for at se, hvordan deres lille land tog sig ud anno 1969, mens revselsesretten endnu blot var tabubelagt.

Galvaniseret forudsigelighed
Instruktør Niels Arden Oplev iscenesætter desværre det glanspolerede drama udet ret meget fantasi. Filmen bliver ned i mindste detalje en grov stereotypisering, der er galvaniseret forudsigelig.
 

Søn af depressiv landmand

13-årige Frits er søn af en depressiv landmand, der af og til havner på psykiatrisk afdeling. Frits er på sin skole underlagt en ekstremt kolerisk rektor, der en dag i hidsighed hiver Frits' ene øre halvt af. Efterfølgende står drengens forældre meget tøvende i sagen: Skal de tie eller tale?

Identitetskrise
Imens står den stakkels dreng i en identitetskrise, med det ene øre skamferet – og en frisure, der er ufrivilligt klædelig. Med det ene ben et godt stykke inde i voksendommen og alligevel stadig en lille dreng, der ikke har noget at skulle have sagt. Heldigvis har skolen fået en ny lærer ansat på prøve. Ud over at få sat lidt skub i den konservative skole, bliver han også en vigtig brik i den lille families kamp for retfærdighed.

En skuffelse
Man kunne have håbet på en stærk filmoplevelse, men bliver svært skuffet. Allerede femten sekunder inde i filmen er man overbevist om, i hvilke retninger handlingen og fortællingen drejer, ikke mindst fordi Janus Dissing Rathke i hovedrollen som den 13-årige dreng dikterer stemningerne alt for kantet. Det er sådan set ikke drengens skyld, men resultatet af kunstnerisk og æstetisk mainstream uden skelen til reel kvalitet.
 

Kolerisk rektor

Man må vælge at bære over med endnu en håndtam præstation af Anders W. Berthelsen som hippielærer, Anne-Grethe Bjarup Riis i en ubalanceret præstation som mor med tiltagende gennemslagskraft, Bent Mejding i en nærved komisk typecastet rolle som kolerisk rektor – og alle de andre stereotyper på rollelisten.

Minus opfindsomhed
Historien er transparent forudsigelig, når Arden Oplev skildrer strid og sammenhold, med- og modgang, op- og nedtur, kind- og gymnastikhest, kærlighed og retfærdighed.
 

Klassisk strømlinet

Stilen er klassisk strømlinet med knivskarpe nærbilleder og olierede, jævne kamerature, ofte også gerne i cirkler rundt om en central person, fx Anders W. Berthelsen i sin netop erobrede tjans som gårdvagt på skolen. Akkompagneret af harmoniske strygere er vi ikke i tvivl om, hvad vi skal synes om de enkelte scener.
 

Traumatisk

At høre den lille Frits på engelsk recitere sit store idol, Martin Luther King, som han i trods vælger at tage navneforandring efter, er ganske enkelt en traumatisk voldtægt på en sagesløs tilskuers almindelige tolerancetærskel. Det er så tykt skåret ud i pap – og er en herskende tendens i filmen.
 

Svært forståelig hyldest

Det kan være en af forklaringerne på, at "Drømmen" har givet anledning til jubel uden for Danmark, at udenlandske seere ikke i samme grad er i stand til at gennemskue svaghederne i fortællestilen, hvor den nationale hyldest til gengæld er ubegribelig.