Gallipoli (1981)

Den australske filmskaber Peter Weir havde set Mel Gibson i Mad Max-filmen og syntes straks, at han havde format til en af hovedrollerne i en film, han gik og grublede over i begyndelsen af 1980'erne.

Et forkludret felttog
Filmen skulle omhandle det forkludrede felttog og blodige slag på Gallipoli-halvøen i Tyrkiet i 1915, hvor tusinder af australske og new zealandske soldater blev sendt i døden under 1. verdenskrig.
 

En ørn til at sprinte

Mel Gibson fik rollen som jernbanearbejderen Frank Dunne, der er en ørn til at løbe hurtigt og som tilfældigt til en konkurrence møder landmandssønnen og idealisten Archy Hamilton (Mark Lee), der ud over at løbe hurtigere end Frank, også har helt klare mål om at melde sig til hæren, til trods for at han er tre år yngre end miminumsalderen.
 

Blodig konfrontation

De to bliver gode venner, men det er kun på grund af tilfældigheder, at de begge havner som menige i samme krig og begge bliver en del af den blodige konfrontation mellem Australien og tyrkerne, der var Tysklands allierede.

I skyttegravene
Inden de når så vidt, har de rejst på kryds og tværs af kontinenter og åbne oceaner, vandret på øvelse gennem Ægyptens gamle sandstrækninger, blot for at havne i skyttegravene i et af mange hoved- og meningsløse slag under første verdenskrig.
 

Markant vej ind i Hollywood

"Gallipoli" markerer meget fint overgangen for instruktør Peter Weir mellem hans tidligere sære og kunstnerisk dybt interessante produktioner og hans markante vej ind i Hollywood.

Store følelser
Filmen hér har lidt af begge dele: en historie med store følelser og et ligeså stort budget men samtidig også en film, der har rod i en særlig australsk stemning, der har været kendetegnende for alle Weirs tidlige film. Den største og meget markante forskel fra Weirs tidligere film og til "Gallipoli" er graden af gennemskuelighed, der er gået fra grumset til krystalklar.

Effektiv narrativ vægt
"Gallipoli" er bestemt en film, der både har plot, fremdrift og kausal udløsning, og det gør den til en anderledes forudsigelig affære - men ikke nødvendigvis til en dårligere film. Graden af kunstnerisk finesse er blot nedjusteret til fordel for mere af den effektive narrative vægt, som Weir formår at lægge i sine nyere film.
 

Dragende intensitet

Fra første færd er der en dragende intensitet over Weirs fortællestil, der gør filmen svær at slippe. Udgangspunktet er Australiens tørre ørken, og locations bliver ikke mindre eksotiske, efterhånden som historien - og krigen - skrider frem og overtager billede og nerve komplet.

Stemningstæthed
Der er en detaljerigdom og stemningstæthed i Weirs billedkompositioner, valg af lyssætning og musik. Intensiteten kan kun tage til med denne begavelse for at fortælle historie, og det er nøjagtig, hvad der sker.
 

En håbløs krig

Hvor historien bag vejen i krig på papiret kan lyde lidt ordinær og måske også er det: to løbere møder hinanden i en sprint, bliver venner og havner i en håbløs krig, sørger Peter Weirs historisk akkurate og teknisk unikke instruktion for en uforglemmelig oplevelse.

Sær og betagende forløsning

Alle ordinære optræk går hen og bliver vedkommende i en sær og betagende sørgmodig forløsning. Mel Gibson og Mark Lee spiller fint uden prangende talent som de vidt forskellige venner, der begge render ind i den håbløse krig.