La leggenda del santo bevitore (1988)

Folk der er lette at imponere vil synes, at Ermanno Olmis film om en italiensk alkoholiker, der vakler omkring i Paris' gader, er både anderledes og spændende, flot filmet, interessant, velspillet, kunstnerisk belyst, stemningsfuldt tåget, frisk og alternativ, perspektiverende, nytænkende og intellektuelt stimulerende.

Dårlig smag
Man skal ikke alene have en usædvanlig ufiltreret og umodstandsdygtig perception, det kræver også en pæn portion dårlig smag at udvise velvilje over en så fortænkt kunstsuppe, som Olmis film må siges at være.
 

Savner kunstnerisk talent

De mange ovennævnte gloser fremstår i al deres sarkasme som tydelige indikatorer på, hvor ringe en instruktør i virkeligheden kan slippe af sted med at være, når han pakker sine billeder i lag på lag af noget af det, han har set i store kunstfilm, og som han forsøger at adoptere - først og fremmest fuldkommen uden kunstnerisk talent overhovedet.

Mak- og ikke mesterværk
Det bliver derfor urkomisk i dette lys, når filmelskere på kryds og tværs af kloden hylder filmen for netop at være alternativ, spændende, flot filmet, kunstnerisk belyst, stemningsfuldt tåget osv., når det er så åbenlyst fra første scene, at der er tale om et mak- og ikke et mesterværk.
 

Med blodsprængte øjne

B-filmsstjernen Rutger Hauer er skaffet til hovedrollen (!) som den italienske alkoholiker Andreas, der lever som hjemløs i Paris. I filmens start kommer han vaklende med dårligt sminkede blodsprængte øjne, overspillet fuldemandsgang og lettere småbøvsende mod sin dobbelt brolagte seng under en bro.
 

Voldtaget synkronisering

Pludselig stopper en distingveret ældre herre ham, og begynder med i særklasse voldtaget synkronisering at fortælle Andreas, at han selv er hjemløs men er kommet til penge, og at det alt sammen er den hellige Maria og co's skyld. Hvis drankeren lover herren, at han vil tage forbi næste messe, så får drankeren til gengæld et par pengesedler - og det tilbud tager drankeren imod.

Råd til en barbering

Nu kan han endelig få råd til en barbering, en hel flaske vin, en læderpung til sine frelste pengesedler - og snart begynder den alkoholiserede verden så småt at give mening, især når flash back'eriet perspektiverer med fuld strygeropbakning.

Usandsynligt usandsynligt
Man forestiller sig, hvordan Olmi og hans ligesindede venner er kommet på denne usandsynligt usandsynlige og fortænkte historie, har nedfældet de første linjer om "den frelsende herre", har skrevet røgkanonen ind under broen, musikken ind i alle scener (Stravinsky må have vendt sig i graven over dette væmmelige misbrug), Rutger Hauers svimle gang ind i Paris' gader, og dialogen ind i symbolladede sammenhænge.
 

Slet ikke vellykket

Umiddelbart har Ermanno Ottis film alt det, der skal til for at skabe en interessant og stemningsmættet film med alternativ intensitet og store overraskelser. Instruktøren er uheldigvis bare slet ikke lykkedes med sit projekt, i hvert fald ikke som andet end skaber af et makværk uden ekko.