Serpico (1973)

Det er næsten givet på forhånd, at det må ende galt, når en idealistisk, nyudklækket politibetjent ene mand sætter sig for at ændre dagsordenen for New Yorks politistab.

Etik og moral
Nu skal der andre boller på suppen: Betjent Frank Serpico (Al Pacino) er godt og grundigt træt af politiets dårlige omdømme, og han begynder en solokamp for at skabe etisk og moralsk hjerneaktivitet blandt alle de hundredvis af betjente, der uden at blinke tager imod bestikkelse hver dag.
 

Mod alle odds

Virkelighedens Serpico var Peter Maas, der udgav sin selvbiografi i 1972. Som Pacino bliver det i i filmen, blev Peter Maas på mystisk vis skudt i ansigtet men overlevede og var i stand til at vidne i en vigtig høring.

Ingen dramatisk cirkulation
I Sidney Lumets energiske iscenesættelse fremstår begivenhederne kulørte og interessante, men filmen formår alligevel ikke at skabe en egentlig dramatisk cirkulation omkring den lille betjent med de store etiske ambitioner. Filmen er flot og var en af de første til rigtig at tage fat om korruptionsspørgsmålet, og i hovedrollen spiller Pacino med stor overbevisning.

Udtalt moralsk kodeks
Imidlertid bliver det moralske kodeks for udtalt, og efterhånden synes begivenhederne overdrevet sporet ind ad sandhedens tosporede motorvej, og end ikke stærke hoved- og biroller kan rigtig stille noget op mod dén problematik. Mikis Theodorakis' svulstigt græsk-alternative filmmusik kan i bedste fald betegnes som malplaceret.