The Da Vinci Code (2006)

Læst af millioner og atter millioner af mennesker over hele kloden blev Dan Browns "Da Vinci mysteriet" en af alle tiders mest succesrige romaner i nyere tid – og samtaleemne i alle tænkelige kortere eller længere pauser på arbejdspladser og i de små hjem.

Svulstigt
Oplagt at følge succesen op med en filmatisering, spækket med store Hollywood-navne, instrueret af en af branchens mest erfarne ud i storytelling og "kausal orgasme", Ron Howard, forlænget til næsten to og en halv time og med bemærkelsesværdigt svulstig kameraføring.
 

Informativ odyssé

Filmudgaven af "The Da Vinci Code" er en solid og kernesundt informativ odyssé udi historisk interessante emner og religiøst tvetydige problematikker. Ind imellem er der faktisk islæt af brugbar populærvidenskab på et lommefilosofisk plan, som det nu er taget ud af Browns roman.

Pomadiseret Hanks
Til at udfylde hovedrollen har man opstøvet en velklædt og pomadiseret Tom Hanks. Han spiller tegnforskeren Robert Langdon, der er i Paris for at holde en lille forelæsning om sin nye bog, da det lokale politi beder ham om hjælp til efterforskningen af et tilsyneladende bestialsk mord.
 

Forlænget arm

Den kvindelige agent Sophie Neveu (Audrey Tautou) bliver hurtigt Langdons forlængede arm og en vigtig ressource i efterforskningsarbejdet, der leder parret tilbage til Jesu tid og hægter de evigt hjulspinnende og sirenehylende franske og britiske betjente af, mens sandheden om helligheder og graler nærmer sig med hastige skridt.

Sødsyrligt
Med vanlig teknisk snilde og kompromisløs narrativt drive bombarderer instruktør Ron Howard sit publikum med en sødsyrligt blævrende fortællestil, der er drysset over med konstant bevægeligt kamera, violiner og synthesizerkor, spektakulære lyssætninger, sære skyggevirkninger og dramatiske vinklinger. Det er storytelling på det mest basale niveau. Det kræver et banalt minimum af receptorisk kompetence at sluge en Ron Howard-film, og det står egentlig godt til Dan Browns slugbare, latent interessante måske-ny-viden-selviscenesættende påhit.

På rutinens reservetank
Tom Hanks kører på rutinens reservetank med tilbagestrøget hår og kedsommelige replikker, hvorimod der er hverken rutine eller talent at spore hos Audrey Tautou, der hurtigt bliver pinlig i en fatalt ringe præstation. Hvad der roterer i kulissen udenom den egentligt historisk centrale historie, er faktisk sagen uvedkommende. Derfor er de mange politibiler og barskt udseende opdagere en kilde til dumsmarthed, der er ment som en spændings-booster til en i forvejen flad oplevelse.