The Queen (2006)

At det kræver mere at være dronning end at sidde og stritte med lillefingeren får man indblik i, når Stephen Frears med store armbevægelser filmatiserer dagene før, under og efter Prinsesse Dianas tragiske ulykke i 1997.

Dokumentar-sæbeopera
"The Queen" er en art dokumentar-sæbeopera tilført subjektiv dramaturgi, der gør filmen ganske enestående af sin art - og ikke nødvendigvis til nogen køn oplevelse.
 

Gravet i arkiverne

Manuskriptforfatter Peter Morgan har gravet i arkiverne og fundet alle tiders montage i levende billeder til at underbygge dette filmiske eventyr om magt, intriger, svigt, følelseskulde og forsoning.
 

Det dramatiske tæppe

Således kan de levende arkivbilleder af prinsessen, prinserne, dronningerne, elskerne og sikkerhedsfolkene hjælpe til at styrke hukommelsen, når violinerne bruser, og det dramatiske tæppe for alvor er trukket, når vi kommer backstage kongehuset - noget af det skete faktisk i virkeligheden!

Populistisk
Helen Mirren har et spinkelt og populistisk grundlag at bygge sin dronningekarakter på og er egentlig filmens eneste reelle styrke i en fordrejet og temmelig manipuleret udredning om den britiske nationen versus dronningen.
 

Ledende fortællestil

Det kan synes tilforladeligt at skildre begivenhederne sådan i store træk, som de foregik i virkeligheden, man hvad der ikke umiddelbart ses eller høres af den gennemsnitlige tilskuer er den ledende og sluttende brug af arkivbilleder og musik, der skaber en enkelt mands syn på situationen med ringe grad af validitet og autenticitet.

Hvad er fiktion?
Hvad filmen ikke har gjort sig klart, er, at den beskæftiger sig med biografisk råstof af nulevende personer, og her er det altafgørende at tage stilling til, hvad der er fiktion, og hvad der er faktion.
 

Med på en kigger

Vi kommer med på en kigger og ser dronningen i sengen og prins Philip i kimono. Vi bliver vidner til store diskussioner, personlige opgør, hemmelige telefonsamtaler - kort sagt kan alle efterretningstjenester godt gå hjem og lægge sig. Nu ved vi - i manuskriptforfatter Peter Morgans fiktions/faktions-blender - alt om alle de personlige overvejelser, der fulgte prinsessens død.

Folkeligt-loyal hverdagshelt
Man har forsøgt at lægge sig så tæt op ad virkelighedens aktører som muligt, fx er Michael Sheens forstærket friskfyragtige udgave af Tony Blair en næsten ufrivilligt komisk folkeligt-loyal hverdagshelt, som vi følger fra dynerne til audiensen. Helt folkeligt bliver det, når Blair og konen laver øjne til hinanden over kongehusets etikette-reglement.
 

Ligegyldig skygge

I kongehuset er der middelmådigt til direkte skidt skuespil ved siden af Helen Mirren, fx er James Cromwell som prins Philip en plat og ligegyldig skygge uden gennemslagskraft, Sylvia Syms er uden ægthed som dronningemoderen og Alex Jennings som prins Charles direkte ringe.

Virkelighedens katastrofer
Grundlæggende synes "The Queen" at lukrere på virkelighedens små og store katastrofer, men fornemmer øjensynlig ikke, hvor grænserne for både almindeligt overkommelige og kongelige etiketter ligger.
 

En sæbeoperette

Resultatet bliver en sæbeoperette med jævnt udglattende filmmusik, knivskarpe billeder og vamle hjort-ved-stille-skovsø-seancer, der alle bidrager til at lægge et lag af gelatine om det svært slugbare virkelighedspulver, så fakta bliver til fiktion og igen til fakta. Ikke nogen køn film.