Hud (1963)

I denne moderne western fornøjes man over Martin Ritts forfinede støvede fortolkning af Larry McMurtrys romanforlæg, der beskriver den helt store generations- og idealismekløft far og søn imellem.

Tør og kynisk kommentar
Filmen er en tør og kynisk kommentar til hele det "vilde vestens" sidste tovholdere, her i skikkelse af den aldrende Homer Bannon (Melvyn Douglas), hvis store ranch i det flade Vesttexas er en traditionsbunden virksomhed, der udelukker moderne hjælpemidler og indtjeningskilser.
 

Skarp kontrast

I skarp kontrast til denne opfattelse står Homers søn Hud (Paul Newman), der er komplet uinteresseret i den romantiske forestilling om landskabernes og de store kvæghorders skønhed.
 

Druk og kvinder

Hud er bogstavelig talt kun interesseret i druk og kvinder, hvilket skaber store konflikter far og søn imellem. Hvis endelig Hud skulle kunne opbygge en interesse i ranchen, skulle de bore efter olie, men faderen vil ikke kendes ved den type penge.

Mund- og klovsyge
På trods af Huds åbenlyst skødesløse og disinteresserede adfærd har han i sin afdøde brors 17-årige søn Lonnie (Brandon De Wilde) alligevel en tilbeder, men også han får på et tidspunkt nok af Huds facon, og det hele kulminerer efter at hele kvægbestanden må aflives, da der er konstateret et tilfælde af mund- og klovsyge.
 

Kynisk kløft

Martin Ritts iscenesættelse forfalder på intet tidspunkt til det sentimentale eller traditionelt westernkausale. Fortællingen forbliver psykologisk interessant i kraft af den kyniske kløft far og søn imellem.

Engagerende
Billedet og hermed synet på 60'er-ranchens storhed og fald er præget af den støvede sorthvide fotograferings magiske tørhed og skarphed, der får begivenhederne til at fremstå som vidnesbyrd fra en svunden tid. Velafbalanceret og indsigtsfuldt spil fra de tre Bannon-familiemedlemmer skaber en høj grad af autenticitet og er kraftigt medvirkende til at publikum føler sig engageret i historien.