Händler der vier Jahreszeiten (1972)

Beskyldninger om intellektuel glamour i ordenes fattigste og mest søgte betydning bringes hér som en kommentar til intelligentsiaens dyrkelse af talentløs kitsch ophøjet til kunst og kognition.
 

Kort & problematisk liv

Tysklands helt store filmskabernavn Rainer Werner Fassbinder bogstavelig talt gylpede film ud gennem sit korte og problematiske liv, der endte i en overdosis i hans 38. år.

Nybølge-neorealist
Som nybølge-neorealist og socialkritiker tog han hele det tyske og store dele af det europæiske publikum med storm - endelig kunne man opleve tyske film, der foregik på den menige tyskers hverdagslige præmisser; noget der var til at tage og føle på.
 

Alkoholiseret & sadistisk

Filmen beskriver den forhenværende soldat i fremmedlegionen, Hans Epp (Hans Hirschmüller), der i en alkoholiseret og sadistisk hverdag sælger frugt og grønt til gadefolket i München og banker konen. Efterhånden begynder den ultimative nedtur for hans, da hans ven begynder at overtage frugtforretningen, og de indre dæmoner tager overhånd.

Ikke menigmand Meier
Fassbinders film kan dog ikke beskyldes for at fortælle historier i øjenhøjde med menigmand Meier, hvis man som udgangspunkt for denne plausible påstand tager filmen "Händler der vier Jahreszeiten".
 

Småfed & mavesur

Ganske vist beskriver filmen en gennemsnitlig, lidt lavstammet, småfed og mavesur mand med kommunefarvet hår og skovmandsskjorte, men Fassbinders intention er helt tydeligt ikke at skildre denne mands liv, men derimod at gå bag facaden og ved hjælp af symbolik skabe et kunstnerisk fortættet og voldtægtslig fortolkningskrævende indre kaos, set i et nærmere ikke-diegetisk perspektiv, hvor personer og navnlig tegn og symboler bliver nøje opstillede effekter, der agerer efter skitser og tidsplaner som led i en større kosmisk narratologi.

Bibelsk overjordisk
Fassbinders mission er ikke gold kritik af social deroute men derimod en overordnet svævende, nærmest bibelsk overjordisk fabel, der gennem kærligheden til den store antydningens kunst intenderes at skabe en grad af fortolkning, der går langt ud over filmens beskedne fysiske rammer.
 

Ufrivilligt komisk

Det er det primitive og fatalt ufrivilligt komiske, der præger filmen "Händler der vier Jahreszeiten" fra allerførste sekund. Ikke alene er Fassbinder i sit valg af fortællestil langt ude i overdrevets søgt kunstneriske skraldespand, også skuespillerstaben bærer præg af det makværkslige i en grad, så man ikke fatter, at historien er ment alvorligt.
 

Fortænkt kaos

Ikke desto mindre sidder intellektuelle kognitivistiske tilskuere over hele kloden og æder Fassbinders kvalmt søgte, forskruede og fortænkte kaos af overfarvelagt symbolisme, selvom det burde være åbenlyst for enhver med normal begavelse, at dette hér bare ikke er hverken kunst eller fiduskunst.

Køkkenklistret symbolik
Ekstremt stive replikker, indstuderet bevægelsesmønster, falske tårer og måske alle tiders dårligst spillede brandert er blot få af Fassbinders fingeraftryk i denne film; generelt bevidste og fede fingeraftryk, der alle i en form for teatralsk fokalitet menes at underbygge det kosmisk-underbevidste lag af køkkenklister, der lægger sig over det symbolladede billedkaos.
 

Kamerazoom

Fassbinders brug af kamerazoom vil i den rettroende fassbindianers øjne sikkert fremstå som alle tiders mest elegante og dramaturgisk effektfulde virkemiddel, men det menneskelige øje mistrives med disse flakkende overraskelsesmomenter, der i høj grad er ment som en kunstnerisk distance til den afsendercentrerede autentiske historie, men som bliver endnu en torn i øjet på filmens mangel på netop både autenticitet og kunstnerisk kompetence.
 

Formen over indholdet

Folk der lader sig narre til at mene, at film som "Händler der vier Jahreszeiten" er stor fortællekunst eller bare kunst i sig selv kan udefra betragtet anses som medløbere i en subavantgardistisk kulturretning, der mere dyrker formen end indholdet og priser alt der stikker ud fra normen som genialt.