Hostage (2005)

    En tidligere hemmelig agent og problemknuser i komplicerede affærer er blevet menig politimand, men må tilbage i forhandlerrollen i en personlig gidselsag.


    DRENGERØVSDRAMATIK

    Rigtige drengerøve vil finde en springende kilde af inspiration og neglebidende effektiv underholdning i denne hyperventilerende actionfilm, der har Bruce Willis i hovedrollen som den hårdt prøvede betjent Jeff Talley.
     

    Let fordøjelige klichéer

    Fra ende til anden spækket med actiongenrens lettest fordøjelige klichéer, er "Hostage" en både uopfindsom og fladpandet oplevelse, der dog overordnet betragtet vinder en smule respekt i kraft af sine kompromisløst arketypiske karaktertegninger og atmosfæremættede stemningstæppe.

    Posttraumatisk kedsommeligt
    Skønt disse ovennævnte "kvaliteter" er pakket i tykke lag af gennemsigtigt talentsvag instruktion, skaber filmen alligevel en art illusion omkring Bruce Willis' posttraumatisk kedsommelige hverdag, der pludselig bliver lidt for spændende.
     

    Grumme bagmænd

    Bedst, som han havde lagt grumme bagmænd, bangbang og blodsprøjt på hylden, finder han både sin egen lasede og en rigmands ditto-familie som gidsler i en mindre ring af nye, grumme bagmænd, der kun tænker med pengepungen.

     

    Skoene kridtes

    Det er på tide, at Jeff atter kridter skoene, så han har en chance for at redde sin egen lille verden og måske i tilgift uskyldige moderløse børn og deres pengestærke far.

    Stemningstæppe
    Ovennævnte stemningstæppe folder sig primært ud i genrestereotyper som tåge, regntunghed, aften og nat. Men det er gjort godt, og dette mærkes specielt i filmens første halvdel.
     

    Effektiv barbering

    Bruce Willis er i sin karakter begrænset til kontrolleret politimand. De rappe replikker er skåret væk. Til at starte med har han ovenikøbet både skæg og hår – dette stil- og paradigmeskift nulstilles dog hurtigt gennem et rapt klip i tid... og en effektiv barbering.
     

    Ekstrem udvikling

    Filmen udvikler sig mere og mere ekstremt og voldeligt og mister langsomt, men effektivt sin troværdighed, der i begyndelsen klyngede sig til nogle få formmæssige kvaliteter, men som med udkrængningen mod det vulgært-platte ikke er meget mere værd end et stort skyl på wc.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2005, USA, Action, Krimi, Børn på film, Biler på film, Drama, 113 min.

    Dansk titel: Hostage
    Instr: Florent Emilio Siri Prod: Mark Gordon, Arnold Rifkin, Bruce Willis, Bob Yari Manus: Doug Richardson Baseret på: roman af Robert Crais Foto: Giovanni Fiore Coltellacci Klip: Richard Byard, Olivier Gajan Mus: Alexandre Desplat