Hostage (2005)

Rigtige drengerøve vil finde en springende kilde af inspiration og neglebidende effektiv underholdning i denne hyperventilerende actionfilm, der finder Bruce Willis i hovedrollen som den hårdt prøvede betjent Jeff Talley.
 

Let fordøjelige klichéer

Fra ende til anden spækket med actiongenrens lettest fordøjelige klichéer, er "Hostage" en både uopfindsom og fladpandet oplevelse, der dog overordnet betragtet vinder en smule respekt i kraft af sin kompromisløst arketypiske karaktertegning og atmosfæremættede stemningstæppe.

Post-traumatisk kedsommeligt
Skønt disse ovennævnte "kvaliteter" er pakket i tykke lag af gennemsigtigt talentsvag instruktion, skaber filmen alligevel en art illusion omkring Bruce Willis post-traumatisk kedsommelige hverdag, der pludselig bliver lidt for spændende.
 

Grumme bagmænd

Bedst som han havde lagt grumme bagmænd, bang-bang og blodsprøjt på hylden, finder han både sin egen lasede og en rigmands-ditto-familie som gidsler i en mindre ring af nye grumme bagmænd, der kun tænker med pengepungen. Det er på tide, at Jeff atter kridter skoene, så han har en chance for at redde sin egen lille verden og måske i tilgift uskyldige moderløse børn og deres pengestærke far.

Stemningstæppe
Ovennævnte stemningstæppe folder sig primært ud omkring genrestereotyper som tåge, regntunghed, aften og nat. Men det er gjort godt, og dette mærker man specielt i filmens første halvdel.
 

Effektiv barbering

Bruce Willis er i sin karakter begrænset til kontrolleret politimand. De rappe replikker er skåret væk. Til at starte med har han oven i købet både skæg og hår - dette stil- og paradigmeskift nulstilles dog hurtigt gennem et hurtigt klip i tid og en effektiv barbering.
 

Ekstrem udvikling

Filmen udvikler sig mere og mere ekstremt, voldeligt og mister langsomt men effektivt sin troværdighed, der i begyndelsen klyngede sig til nogle få formmæssige kvaliteter men som med udkrængningen mod det vulgært-platte ikke er meget mere værd end et stort skyl på wc.