Ikiru (1952)

Regnet blandt Akira Kurosawas mere personlige film og elsket for sin høje grad af autenticitet står "Ikuru" som en af samurai-instruktørens atypisk indadvendte film, der centrerer sig konsekvent og komplet omkring hovedpersonens konstaterede mavekræft.
 

Velkendt forfinet

Det er et både stærkt og bevægende tema, der kan røre os alle, og også i Kurosawas iscenesættelse til en vis grænse gør det. Stilen er velkendt forfinet, grundig og kunstnerisk på et meget højt niveau.

Sart dramatik
Det er lykkedes Kurosawa med en enkel lyrisk fortællestil at skabe en sart dramatik omkring hovedpersonen og hans konstaterede mavekræft. I filmens begyndelse finder vi store kvaliteter i den konstaterende, men distancerende voiceover, selvom historien allerede hér krænger lige lovligt meget over i komedie.
 

Sanseligt nærvær

Stærkest i hukommelsen står Asakazu Nakais sanseligt nærværende sort/hvide fotografering, der indfanger og fastholder stemninger i øjeblikke, der gerne måtte vare evigt. Disse indstillinger giver kunstneriske oplevelser på et meget højt plan, og suppleret af den mystiske og ofte stærkt dramatiske lyssætning højnes filmoplevelsen ind imellem betragteligt.

Formålsløst kontorarbejde
"Ikuru" er centreret om den kommunale afdelingschef Kanji Watanabes (Takashi Shimura) kedsommelige daglige papirnusseri, der er dræbende formålsløst, og som han for længst er blevet ligeglad med.

En smule gnist

Filmens voiceover fortæller tidligt, at kontorchefen om et øjeblik vil få konstateret mavekræft. Vi følger herefter kontorchefen, der desperat forsøger at få en lille smule gnist ud af sine sidste levemåneder – af et liv, der har været præget af skuffelser, sorg og uforløste drømme.

Hårfin grænse
Grænsen mellem sentimentalitet og ægthed er i virkeligheden hårfin, i særdeleshed i historier, der som denne er knyttet til den menneskelige skæbne. Få instruktører mestrer til fulde dén antydningens kunst, der gør det personlige drama til stor og uafrystelig kunst.
 

Mærkbar fortællelyst

Det er mærkbart, at Kurosawa her forsøger at gøre mestre som Vittorio De Sica kunsten efter. De Sica, der samme år kunne præsentere et af sine neorealistiske mesterstykker Umberto D. (1952).

Japansk kirsebærtræ
Det, Kurosawa vægter tydeligt højt i sin skildring af den tragiske skæbne, er det højdramatisk reaktionære og tragisk-teatralske nærbillede, hvor sjælen og pinslerne så at sige krænges ud som blomsterne på et japansk kirsebærtræ.
 

Tragisk/teatralsk nærhed

Tragisk/teatralsk nærhed og dramatik er Kurosawas effektfulde varemærke i langt mere krigeriske film, men virkningen af dette i det indadvendte sjælelige kaos, der præger "Ikiru" bliver et sentimentalt udstillingsvindue, hvis alvor, det er svært at begræde.

Teatralsk tilgang
Skønt historien i alle tænkelige gradbøjninger dybest set må betragtes som rørende, hjælper ingen teknik eller skuespiller, når tilgangen til materialet er teatralsk og ikke rummer den basale menneskelige dybde.
 

Højdramatisk anspændthed

Det næsten omkuldtrillende kaos af højdramatisk personlig anspændthed kommer til udtryk i Takashi Shimuras kraftfulde hovedrollepræstation, og det er dette udtryk, der mere end noget andet – også det stærke visuelle – præger dette to og en halv time lange drama.