I'm Not There (2007)

De fleste Bob Dylan-fans vil nok gennem deres kendskab til det mystiske og sagnomspundne musikikon være enige om, at det er så godt som umuligt at filmatisere hans liv og levned.

Sund skepsis

Det er helt sikkert også denne sunde skepsis, blandet med almindelig ærefrygt, der har fået instruktør og manuskriptforfatter Todd Haynes til at gribe Dylan så utraditionelt an, som han gør hér. Fungerer det? Svaret er ikke entydigt.

Besværligt omdrejningspunkt
Fragmentarisk. Kaotisk. Stemningsforfladigende. Disse tre ord er primært negativt ladede, men i hvert fald de to første kan hæftes på Haynes' film i både positiv og negativ betydning.

Et "helligt" omdrejningspunkt

Det fragmentariske er gennemgående og et næsten for tydeligt bevidst virkemiddel i forsøget på at omgå filmens besværlige – og på mange måder hellige – omdrejnings- og midtpunkt.
 

Beskrivelsen er helgarderet

Gennem at skildre Dylan i talrige "forklædninger" i talrige rum og tider med talrige forskellige udtryk og glatte eller rynkede ansigter, sorte eller hvide, er beskrivelsen af hans liv helgarderet og samtidig så kraftigt distanceret fra den dybest set ukendte Dylan-virkelighed, at ingen bør kunne føle sig intimideret eller fornærmet af fortolkningen.

Udenom faldgruberne
Denne stil er samtidig kaotisk. I forsøget på at bevæge sig udenom alle faldgruber og tvetydigheder i Dylan-livets facetter er Todd Haynes så målrettet kaotisk, at det alternative drama i de mange afskygninger mere fremstår som en poppet kunstnerambition end som en egentlig virkningsfuld form.
 

Fragmentarisk og kaotisk

Endelig er filmen netop gennem den fragmentariske og kaotiske fortællestil en stemningsforfladigende og uforløst oplevelse, der ikke tillader sine eventuelle stemninger at finde ro, og herigennem skabe et bånd historie og tilskuer imellem.

Skismaer og skemaer
Stemningerne i filmen begrænser sig til yderst korte øjeblikke, hvor enten kameraet, musikken eller en fin detalje giver stof til eftertanke. Der er så uendeligt mange skismaer og mulige skemaer for Dylan-fortolkning, at Todd Haynes i sin iscenesættelse bider sig selv i rumpen og centrifugerer, snarere end lufttørrer, alle sine villende og udefra betragtet påtagede idéer om alternativ tolkning af det alternative.
 

Mange værker i værket

Filmen kommer aldrig til at fungere som ét samlet værk, men er mange værker i værket, der ville vinde ved adskillelse og fordybelse. Ind imellem findes i disse adskilte øjeblikke kvaliteter, der, med stærk opbakning fra Dylans simple musik, kan bruges som finurlige indfald til hverdagens mange små overvejelser. Hermed har vi rundet, hvorfor det kaotiske kan bruges til noget konstruktivt.

Ufrivilligt komisk Blanchett
En afsluttende kommentar til Dylans mange ansigter i filmen er, at selvom Cate Blanchett utvivlsomt er dén "udgave" af Dylan, der ligner ham bedst i filmen, så bliver det en ubehageligt pirrende kilde til frustration, at hun ikke magter opgaven og fremstår som et noget ynkeligt og ufrivilligt komisk "Kirsten Lehfeldt-Tuborg-reklame-agtigt" forsøg på at tilnærme sig mandlige træk.