I'm Not There (2007)

De fleste Bob Dylan-fans vil nok gennem deres kendskab til det mystiske og sagnomspundne musikikon være enige om, at det er så godt som umuligt at filmatisere hans liv og levned. Det er helt sikkert også denne sunde skepsis blandet med almindelig ærefrygt, der har fået instruktør og manuskriptforfatter Todd Haynes til at gribe Dylan så utraditionelt an, som han gør i denne film. Fungerer det? Svaret er ikke entydigt.

Besværligt omdrejningspunkt
Fragmentarisk. Kaotisk. Stemningsforfladigende. Disse tre ord er primært negativt ladede men i hvert fald de to første kan hæftes på Haynes' film i både positiv og negativ betydning. Det fragmentariske er gennemgående og et næsten for tydeligt bevidst virkemiddel i forsøget på at omgå filmens besværlige og på mange måder hellige omdrejningspunkt.
 

Beskrivelsen er helgarderet

Gennem at skildre Dylan i talrige "forklædninger" i talrige rum og tider med talrige forskellige udtryk og glatte eller rynkede ansigter, sorte eller hvide, er beskrivelsen af Dylans liv helgarderet og samtidig så kraftigt distanceret fra den dybest set ukendte Dylan-virkelighed, at ingen bør kunne føle sig intimideret eller fornærmet af fortolkningen.

Udenom faldgruberne
Denne stil er samtidig kaotisk. I forsøget på at bevæge sig udenom alle faldgruber og tvetydigheder i Dylan-livets facetter er Todd Haynes så målrettet kaotisk, at det alternative drama i de mange afskygninger mere fremstår som en poppet kunstnerambition end som en egentlig virkningsfuld narrationsform.
 

Fragmentarisk og kaotisk

Endelig er filmen netop gennem denne fragmentariske og kaotiske fortællestil en stemningsforfladigende og uforløst oplevelse, der ikke tillader sine eventuelle stemninger at finde ro og herigennem skabe et bånd historie og tilskuer imellem.

Skismaer og skemaer
Stemningerne i filmen begrænser sig til yderst korte øjeblikke, hvor enten kameraet, musikken eller en fin detalje giver stof til eftertanke. Der er så uendelig mange skismaer og mulige skemaer for Dylan-fortolkning, at Todd Haynes i sin iscenesættelse bider sig selv i rumpen og centrifugerer snarere end lufttørrer alle sine villende og udefra betragtet påtagede idéer om alternativ tolkning af det alternative.
 

Mange værk i værket

Filmen kommer aldrig til at fungere som et samlet værk men er mange værk i værket, der ville vinde ved adskillelse og fordybelse. Ind imellem finder man kvaliteter i disse adskilte øjeblikke, der med stærk opbakning fra Dylans vanedannende musik kan bruges som finurlige indfald til hverdagens mange små overvejelser. Hermed har vi rundet, hvorfor det kaotiske kan bruges til noget konstruktivt.

Ufrivilligt komisk Blanchett
En afsluttende kommentar til Dylans mange ansigter i filmen er, at selvom kvindelige Cate Blanchett utvivlsomt er den "udgave" af Dylan, der ligner ham bedst i filmen, så bliver det en ubehageligt pirrende kilde til frustration, at hun ikke magter opgaven og fremstår som et noget ynkeligt og ufrivilligt komisk "Kirsten Lehfeldt-Tuborg-reklame-agtigt" forsøg på at tilnærme sig mandlige træk.