Ka' De li' østers? (1967)

Danmarks Radio serverede i 1967 denne Leif Panduro-forfattede krimiserie i seks afsnit, der blandt andet i kraft af monopolet lagde gaderne øde og gav de måbende seere gåsehud af spænding.

Banebrydende tilbud
Set i en dansk 60'er-tvkontekst står produktionen som et unikt og banebrydende tilbud, og Panduros Munk/Gormsen politiopdager-makkerpar var en fin opfindelse, der i den rette iscenesættelse kunne have været tidløs kvalitetskriminalfjernsyn.
 

Et dobbeltmord

Pouel Kern og Erik Paaske spiller opdagermakkerparret Munk og Gormsen, der efterforsker et dobbeltmord. Længe er deres hovedmistænkte en kreativ og åleglat bogholder (Lars Lunøe), men siden kommer der for alvor fokus på direktør Knudsen (Watt Boolsen) - ligesom bogholderens døvstumme mor får en hovedrolle.
 

Markant visuelt udtryk

Ebbe Langbergs instruktion er præget af stor sans for visuel detalje, og seriens visuelle udtryk er markant og mindeværdigt. I Kent Hansens knivskarpe sort/hvide fotografering opstår stemningsmættede scener på grænsen til det lyrisk elegante.

Stiv diktion
Desværre står omgangen med seriens skuespillere slet ikke mål med produktionens tekniske elegance. Hovedrolleindehavere Pouel Kern og Erik Paaske er begge langt ved siden af normal standard, og først og fremmest ligger der i diktionen en stivhed, der leder tankerne mod det amatøriske.
 

Charmerende primitivt

Ellers ligger der i dag netop en tilfredsstillelse i at betragte måden at producere tv-dramatik på i 1967, og alle primitive tekniske tilgange synes udelukkende charmerende, så længe de ikke har betydning for den fortællermæssige kvalitet.

Stereotypt
Ringe skuespil og stedvis jammerlig synkronisering (særligt ved børneskuespil) præger uheldigvis store dele af de seks afsnit, og det er meget svært at få øje på Panduros skarpe pen i lange perioder. Begivenhederne og replikkerne er ganske enkelt for vage og stereotype, og de geniale indfald og pointer udebliver - eller er yderst enkle at pille fra hinanden.
 

Ringe personinstruktion

Det synes ubegribeligt at talentpotentialet i både Kern og Paaske er spildt på lavmåls-personinstruktion, de burde være seriens solide kvalitative omdrejningspunkt! Bjørn Watt-Boolsen og Lars Lunøe yder begge en prisværdig indsats.