Solaris (2002)

Solaris-filmatiseringer:

Solaris (1972)

Solaris (2002)

Succesinstruktøren Steven Soderbergh har stort set stået bag hele herligheden selv i denne Tarkovskij-genfortalte science fiction-klassiker. Ud over at instruere har Soderbergh (sædvanen tro) også skrevet manuskriptet, samt – under både mandligt og kvindeligt pseudonym – fotograferet og klippet.

Kategorisk vammelt
Stanislaw Lems roman rummer gedigent hårrejsende og eksistentielt udfordrende muligheder, men de er i Soderberghs version vendt til en kategorisk vammel rumfart, hvor det er polerede moralske og etiske overvejelser hos den hårdt prøvede hovedperson, der stjæler billedet fra potentielt krybende psykologisk ubehag.
 

Stilfuldt anslag

George Clooney er psykiateren Chris Kelvin, der i filmens – i øvrigt meget stilfulde – anslag bliver bedt om at rejse ud til en øde rumstation langt fra Jorden. Der er modtaget et nødråb fra stationen: Der foregår uforklarlige ting, som ikke lader sig genfortælle, med mindre Kelvin selv møder op.

Gribes af rædsel

Ombord på rumstationen gribes Kelvin af rædsel, da han selv bliver udsat for det glade vanvid: Hans afdøde kone viser sig og forekommer meget virkelig. Hvordan skal psykiateren forholde sig til dette meget skræmmende skisma?

Fin introduktion
Soderbergh lykkes fint med at introducere Kelvin i det daglige kedsommelige arbejde, ligesom ankomsten til og de første ti minutter ombord på rumstationen rummer nogle fortællemæssige kvaliteter.
 

"Konkret abstrakt"

Da filmen begynder at blive "konkret abstrakt", mærkes det hurtigt, at begivenhederne gribes an på en måde, hvor det krybende og potentielt eksistentielt skræmmende preller af og drukner i det dyre produktionsdesign... og olietønde-underlægningsmusik.

Rædslen ikke under huden
Rædslen kommer aldrig under huden, og der opbygges større væmmelse ved Soderberghs filmiske "metode" end ved historien, der jo er tænkt som en både uroskabende og perspektiverende fremtidsfabel.
 

Til det brede publikum?

Det kan lidt barskt siges, at genindspilningen af Tarkovskijs klassiker og nyfortolkningen af Lems roman er lige i øjet til det bredt funderede og ukritisk sensationssøgende publikum, der sikkert vil opfatte Soderberghs version som "alternativ" og ikke så meget andet.