Hundstage (2001)

En hed og svedig tur gennem følelsesregistrets yderpunkter - en stærk og sofistikeret film, der bryder med både fortællermæssige og skuespillermæssige konventioner, og dette med en sarkasmens æstetik, der står knivskarpt i den absurde serie af fortællinger.
 

Trøstesløs wiener-forstad

Ulrich Seidls film kredser om en trøstesløs forstad til Wien, midt under den værste hedebølge og omgivet af betonblokke, typehuse og store industrikæder.

Varme-helvede
Personerne i galleriet har det til fælles, at de lider i varmen, hvad enten det kommer til udtryk i ren fysisk udmattelse, i udkørthed, aggressioner eller apati. Nogle er mere bevidste om, at de lider i varmen end andre.
 

Ingen køn film

Men alle skæbnerne kommer på en eller anden måde så langt ud i registret for almindelig tolerance - grundet den trykkende fugtige varme - at tingene næsten kun kan gå grueligt galt, og "Hundstage" er da på ingen måde heller nogen køn film.

Enestående billeder
Rent billedligt er Seidls tilgang sær og selvmodsigende, og i en kunstnerisk, symmetrisk komponeret og farverig billedstil skaber han både enestående postkortæstetik og stemningsforstærkende grumhed.
 

Ind- og udviklinger

De forskellige skæbner, som filmen kredser om, vikles i større eller mindre grad ind i hinanden, men filmen fungerer effektivt i sin afsnitsbetonede fortællestil, hvor hver person på en måde har en serie kapitler, der vikles ind i hinanden.

Kompromisløst
Seidls film er herligt kompromisløs uden at blive fortænkt, og denne hårfine balance opnås i særdeleshed gennem brugen af amatørskuespillere. Det bliver til et fascinerende skue, fordi Seidl har fundet de henholdsvis særeste, sødeste, uhyggeligste, klammeste, ensomste og mest vanvittige personer, der har været til at opdrive. Og de spiller sig selv !
 

Vanvidssnak

Maria Hofstätter som den psykotiske, autistiske tomler, der plager snart sagt alt og alle med sin vanvidssnak i forskellige biler. Erich Finsches som den ældre herre, der starter sin græsslåmaskine op mod naboen for at overdøve deres skænderi, hvorpå han går ind og tager en middagslur. Gerti Lehner som hans jævnaldrende husholderske, der fungerer som en slags levende seksuel fantasi for den gamle mand, og smider alt tøjet i rytmiske bevægelser.

Forskelle i intensitet
Mange flere skæbner optræder i filmen, og alle vægtes de nogenlunde lige højt. Hvor filmen har en tendens til at blive lidt for kedelig og groft sagt banal, er i de lidt for udpenslende scener om vold mod sagesløse kvinder, skænderier mellem eksmand og ekskone og en latterlig ung fyr, der giver sin kæreste verbale og korporlige tæsk, fordi hun bare er til.
 

Hverdagens ensomhed

Seidl rammer til gengæld en både vemodig og livsbekræftende tone i de mange portrætter af hverdagspersoners ensomhed og forsøg på at klemme en smule spænding ud af det triste og ensformige. Der er således scener i filmen af meget høj intensitet, hvor både den billedlige æstetik og den fortællermæssige særhed rammer noget uforligneligt enkelt, et øjeblik af hverdagens smerte.