Shadowboxer (2005)

Der var på forhånd én enkelt nysgerrighedens kilde til at se denne amerikanske actionfilm: Britiske og som oftest velspillende Helen Mirren i en af hovedrollerne.

Mirren i centrum
Det er i sig selv en nærved ynkelig konstellation at parre Mirren med Cuba Gooding Jr. og en større hær af mere eller mindre jammerlige birolleskuespillere. Det bliver dog hurtigt tydeligt, at netop Helen Mirren synes at være plottets eneste egentlige omdrejningspunkt.
 

Plaffer løs på kriminelle

Mirren spiller lejemordersken Rose, der sammen med sin ikke-ægte søn Mikey (Gooding Jr.) plaffer løs på grumme kriminelle og narkobagmænd uden at blinke. Indtil en dag, Rose får konstateret uhelbredelig kræft, og hendes kræfter begynder at svigte.

Plaf til eftertanke?

Godt nok plaffer hun til at begynde med stadig løs, men da hun pludselig står over for en højgravid kæreste til en netop likvideret narkomand, begynder Rose at tænke på dén smag i munden, hun vil have, når hun dør – hvis hun plaffer mutter med foster.

Den rigtige beslutning
Derfor gør Rose "det eneste rigtige" for en døende lejemorderske: Hun smider sit våben, kommanderer rundt med sønnike – og forløser en dejlig lille krøltop.

Mors sidste vilje

Og efterfølgende får Mikey sin sag for, da den døende Rose insisterer på, at han skal tage sig af den nybagte mor og barnet. Ikke lige, hvad den hårdkogte lejemorder havde regnet med. Men moren skal jo have sin sidste vilje!
 

Plat plot

Det burde således være klart, at det ikke kun er konstellationen Mirren/Gooding Jr. og co., der er ynkelig, men også det helt igennem både platte og forudsigelige plot, hvor det flyder med tåbeligheder, der alle skal samle sig omkring den døende lejemorderskes sygdom og moralske eftermæle.

Farver og striber
Det er tilladt at more sig over filmens gennemført pinlige tilgang til denne sorrig og -glædekonglomerende sovs. Der puttes rigeligt med klister på lydsiden, mens fotografen M. David Mullen leger med "farver og striber" i sine billeder.

Dødsorgasme-scene

"Shadowboxer" rummer en af filmhistoriens måske allermest ulækre, kvasi-incestuøse, billedoverlappende, dødsorgastiske, klistrede og fortænkte scener, hvis nærmere omstændigheder for en god ordens skyld ikke skal afsløres i detaljer hér.