Rebel Without a Cause (1955)
En pæn ung amerikansk dreng kommer i skidt selskab og tvinges til at gøre ting, han normalt aldrig ville nedlade sig til.
STORE KAPACITETER
James Dean og den unge instruktør Nicholas Ray planlagde mange spændende filmprojekter sammen, men Deans tragiske død betød, at kun "Rebel Without a Cause" blev realiseret - en højdramatisk og sitrende intens dybdefortolkning af ungdommens rast- og formålsløshed i 50'ernes USA.
Sammensmeltning
Deans kapacitet udnyttes til fulde i den smerteligt uforløste fortælling. Den unge skuespillers talent var mangefacetteret, og det er bemærkelsesværdigt, hvordan Dean i sandhed smelter sammen med karakteren Jim Stark og former ham gennem mimik, attitude og kropssprog.
Den pæne amerikanske dreng
Jim Stark er den ellers pæne amerikanske dreng, der lige er startet i High School, da han straks af den hårde kerne af fyre konfronteres med sin pæne attitude og lidt generte facon og udfordres på sit glatte ansigt i lege og væddemål, der går langt ud over det rimelige.
Selvhysterisk alvor
Formet af situationens selvhysteriske alvor, udvikler Jim sin hårde facade, der skal føre ham igennem prøvelserne med æren i behold og måske skaffe ham stjernestatus i de små lukkede kliker i og omkring gymnasiet.
Legen bliver alvor
Men legen bliver alvor, da Jim kører om kap mod afgrunden med en af klikernes ledere: Den, der venter med at springe ud af bilen til sidste øjeblik inden afgrunden, vinder både legen og æren. Klikelederen ryger med i afgrunden, og nu må Jim bære rundt på en skrap skyldfølelse oveni de seje prøvelser på sin identitet i en stærkt rebelsk ungdomsadfærd.
To store kapaciteter
Filmens intensitet er formet af især to store kapaciteter, James Dean og instruktøren Nicholas Ray. De har begge med hver deres kunstneriske og håndværksmæssige tilgang en unik og sjælden forståelse for det dramatiske materiale, der ligger til grund for filmens fysikalitet.
Fysikalitet et nøgleord
Fysikalitet er netop et af nøgleordene i en film, der lægger så stor vægt på at skildre atmosfæren, såvel som detaljen i den angst- og spændingsombruste status som udfordret underdog og leder i den formålsløse formålsrettethed, der må siges at være bedst beskrivende på filmens ungdomsadfærd.
Dynamisk tilstedeværelse
Ikke alene skuespillernes nærvær og kropslige tilstedeværelse skaber filmens dynamik; Rays teksturmættede farvekompositioner kan næsten skæres ud med knive, og disse stærke og bombastiske billeder bliver en særdeles vigtig medspiller i filmens samlede udtryk.
Stilbevidsthed
Stilbevidstheden i filmen er markant og i særdeleshed fokuseret omkring James Dean, der havde udstrålingen og udseendet til at bære stilen med charme og graciøsitet. Intet under at filmen af mange huskes som Deans bedste; i hvert fald er rollen som Jim Stark dén af Deans få roller, der stærkest appellerer til et ungt og identitetssøgende publikum.
Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1955, USA, Drama, Teenagere, Biler på film, 111 min.
Dansk titel: Vildt blod- James Dean (Jim Stark)
- Natalie Wood (Judy)
- Sal Mineo (John 'Plato' Crawford)
- Jim Backus (Frank Stark)
- Ann Doran (Mrs. Carol Stark)
- Corey Allen (Buzz Gunderson)
- William Hopper (Judy's Father)
- Rochelle Hudson (Judy's Mother)
- Dennis Hopper (Goon)
- Ian Wolfe (Dr. Minton)
- Bert Stevens (Police Detective)
- Chuck Hamilton (Police Desk Sgt.)
- Dick Wessel (Planetarium Guide)
- Paul Bryar (Desk Sgt.)
- Louise Lane (Policewoman)
- Robert Foulk (Gene)
- Virginia Brissac (Mrs. Stark)
- Almira Sessions (Teacher)
- Nick Adams (Chick)
- Chuck Hicks (Ambulance Attendant)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste manuskript
- AAN - Bedste birolleskuespiller (Mineo)
- AAN - Bedste birolleskuespilelrinde (Wood)