Sommer [1] (2008)
Den aldrende praktiserende læge Christian Sommer falder om på sin runde fødselsdag. Det bliver begyndelsen til en lang række skræmmende opdagelser.
FORFALD I PROVINSEN
Sammenhængende i denne serie:
Sommer [1. sæson] (tvs) (2008)
Sommer [2. sæson] (tvs) (2008)
Et særsyn i nyere dansk tv-fiktion, der sparer tilskueren for den vammelt-kvalmende og nærmest normative Ørnen-fortællestil og i stedet satser på detaljen: Kvalitet frem for kvantitet, stil frem for glamour, kant frem for rundinger.
Markant anderledes
Ikke at "Sommer" udgør noget sublimt nytænkende, men serien er alligevel så markant anderledes af plot og karakter/type-galleri, at den er værd at fremhæve som nyere dansk tv-dramatiks lysende stjerne.
Familiedynamit
Intriger og klichéer er stadig det bærende fundament for seriens eksistens. Der er tale om højdramatisk familiedynamit, hvor gammel og ny nag stortrives og vikles ind i et større spind af løgne, fortielser, utroskab og bitre nederlag.
Tid til at dvæle
Det man skal lægge særligt mærke til ved "Sommer" er fortællestilen. Netop modsætningen til "Ørnen" er den mest malende beskrivelse. Tid til at dvæle og tid til at tænke er begreber, som et altfortærende og ukritisk tv-publikum har fortrængt - hvorfor mange finder "Sommer" kedelig og langtrukken.
Oprigtige tegninger
Serien er dog alt andet end netop kedelig og langtrukken. Den mere kritiske seer vil finde stor fornøjelse i den tålmodige, grundige og oprigtige tegning af miljøer, karakterer og stemninger. "Sommer" er historien om lægefamilien Sommer, hvor 65-årige Christian stadig har praksis i Frederiksværk. Til netop sin 65-årsdag har han inviteret sin nærmeste familie hjem.
To lægesønner
Begge hans sønner, Jakob og Adam, er læger. Jakob er kommet hjem fra Afrika, hvor han er en del af Læger uden grænser. Jakob har en stor stjerne hos faderen, der håber at han en dag vil overtage praksis.
Ingen selverkendelse
I forbindelse med fødselsdagen falder Christian om og indlægges, men han vil under ingen omstændigheder erkende, at han fejler noget. "Læger kan også blive syge, far", som sønnen siger det.
Graverende journalfejl
Han går med til nogle dage på hospitalet, hvis netop Jakob overtager hans patienter imens. Da Jakob kommer i kontakt med patienter og journaler, opdager han hurtigt, at der er alvorlige fejl i faderens arbejde.
Stort dilemma
Da det viser sig, at Christian lider af Alzheimers, bliver han nødt til øjeblikkeligt at stoppe som læge, og begge sønnerne står nu i et stort dilemma, der vikler familier, kærester, venner - og ikke mindst dem selv - ind i en knibe, de knap nok kan komme ud af igen.
Fint og afdæmpet spil
Skuespillet er fint og afdæmpet, hvilket nærmest bør fremhæves som en yderst sjælden bedrift i nutidig dansk film- og tv. Lars Ranthe er fuld af udstråling i rollen som den engagerede og hjertelige Jakob, og Jesper Langberg må fremhæves for sin smertelige indlevelse i en svær rolle.
Stor styrke
Også Michael Birkkjær viser stor styrke i sit detaljerede spil af den sammenbidte Adam, for hvem følelser snører sig sammen i halsen. Birkkjærs spil vokser i løbet af sæsonen og giver karakteren en sart, elskelig udstråling.
Behageligt jordbundet
Camilla Bendix er alle tiders fredelige, forføreriske kokkekvinde. Lisbet Dahl er behageligt jordbundet i rollen som Sophia Sommer, ligesom unge Cecilie Bøcker Rosling flot brænder igennem som skilsmissebarnet Lærke.
Elegant udstråling
Seriens første sæson skal fremhæves for sit mod og sin personlige, elegante udstråling, der engagerer sit publikum og tillader fastholdelse af øjeblikke og stemninger, der kunne være druknet i musik og blinkende lygter. Halfdan E.s og Lars Daniel Terkelsens musik, herunder ikke mindst temaet, er velkomponeret og saligt tilpasset seriens generelle, humane leje.
Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2008, Danmark/TV, Drama, 240 min.
Dansk titel: Sommer [1. sæson] (tvs)- Lars Ranthe (Jakob Sommer)
- Marie Louise Wille (Mille/Kamille Kaiser)
- Jesper Langberg (Christian Sommer)
- Lisbet Dahl (Sophia Sommer)
- Cecilie Bøcker Rosling (Lærke Kaiser)
- Mikael Birkkjær (Adam Sommer)
- Camilla Bendix (Anna Krogh Møller)
- Ida Dwinger (Ulla)
- Nima Nabipour (Yasin)
- Linda Laursen (Anette)
- Claus Bue (Torp)
- Michael Carøe (Andy)
- Michelle Bjørn-Andersen (Inger)
- Kristian Lidegaard (Tim)
- Laura Christensen (Diana)
- Mehmet Özdogan (Hamit)
- Gunvor Reynberg (Præsten)
- Maria Rich (Rikke)
- Christine La Cour (Adams veninde)
- Troels II Munk (Kørelæreren)
- Julie Wieth (Lottes mor)
- Solbjørg Højfeldt (Hannah)
- Troels Lyby (Svend Andersen)
- Christian Tafdrup (Reservelægen)
- Helle Ryslinge (Baronessen)
- Laura Bro (Patient)
- Søren Spanning (Psykolog)
- Kirsten Olesen (Neurolog)
- Liselotte Lohmann (Ninna)
- Steen Stig Lommer (Torben)
- Ulver Skuli Abildgaard (Julemand)
- Jakob Cedergren (Rune, Lærkes far)
- Henrik Prip (Vikar)
- Morten Hebsgaard (Kræftlæge)
- Niels Vigild (Redaktøren)
- Paw Terndrup (Martin)
- Henning Valin (Jens)
- Asta Esper Hagen Andersen (Ældre dame)
- Hans Henrik Voetmann (Lægeformand)
- Ted Pappas (Harold)
- Louis Meyer (Gymnasiedreng)
- Ulle Bjørn Bengtsson (Joakims far)
- Jesper Hyldegaard (Adams patient)
- Thomas Guldberg Madsen (Læge)
- Jens Jacob Tychsen (Niels)
- Lene Brøndum (Lone)
- Per Linderoth (Jeppe)
- Lars Simonsen (Lars)
- Martin Hestbæk (Morten)
- David Petersen (Nytårsgæst)
- Sarah Boberg (Den blinde dame)
- Ahmed H. Temsamani (Rana)
- Elsebeth Steentoft (Medlem af Alzheimergruppen)
- Morten Thunbo (Medlem af Alzheimergruppen)
- Ditte Hansen (Daniels mor)
- Søren Vejby (Falckredder)
- Niels Ellegaard (Lottes far)
- Caroline Dahl (Lotte)
- Jan Tjerrild (Sygeplejerske)
- Nicklas Lundstrøm (Daniel)
- Yasmine Garbi (Maria)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation