The Ipcress File (1965)
En brite bliver mod sin vilje tvunget ind i efterretningstjenesten, hvor han hurtigt bliver fanget i et spil med dobbeltagenter, mord og bedrag.
STILET AGENTERI
En ung Michael Caine kan hér opleves i en stilfuld og elegant rolle som Harry Palmer – den første af tre film baseret på Len Deightons succeskrimier.
Gennemført krimi
Filmen er en gennemført britisk krimi, hvor plot og skuespil bærer skudsikker vest. Ikke de store svinkeærinder, men med plads til en flot og mindeværdig præstation af Michael Caine i dennes gryende karriere.
Blik for komposition
Den canadiskfødte instruktør Sidney J. Lurie og hans cheffotograf Otto Heller fortæller filmen med et næsten overvældende blik for komposition, og der er ikke dén indstilling, der ikke er enten skævt vinklet, set gennem et uskarpt brilleglas, indrammet af en reol, fokuseret gennem huller i en dør, placeret helt eller delvist i det gyldne snit. Det gør filmen til en visuelt yderst underholdende krimi, der af og til kan opleves på grænsen til det sanseløst legesyge.
God, solid underholdning
Denne stil forfører, men den primære fremdrift må stadig siges at være plottet. Hér er der god og solid underholdning i historien om den småkriminelle Harry Palmer (Caine), der stilles over for et ultimatum: Enten bliver han agent i den britiske efterretningstjeneste, eller også ryger han bag tremmer.
På et hængende hår
Han vælger agenteriet, og hér kastes han straks ud i sager med dobbeltagenter, mord og bedrag – og sex, naturligvis – og det bliver lige på et hængende hår, at han klarer skærene.
Et antiheltsportræt
Det stærkeste kort i denne film er Michael Caine, hvis antiheltsportræt af Harry Palmer er både følt og oprigtigt, krydret med skæv sarkastisk humor og en fantastisk udstråling.
Ørehænger-musik
Plottet er på grænsen til det kedsommelige, men som nævnt er der rigelig (!) underholdning i den visuelle fortællestil og ikke mindst i John Barrys velkomponerede, ørehængende filmmusik.
Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1965, Storbritannien, Krimi, Thriller, Drama, 109 min.
Dansk titel: Lynaktion Ipcress- Michael Caine (Harry Palmer)
- Nigel Green (Major Dalby)
- Guy Doleman (Colonel Ross)
- Sue Lloyd (Jean Courtney)
- Gordon Jackson (Carswell)
- Aubrey Richards (Dr. Radcliffe)
- Frank Gatliff (Bluejay)
- Glynn Edwards (Police Station Sgt.)
- Victor Harrington (Sympsium Audience)
- Richard Beale (Security Clerk)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- CAN-N - Palme d'Or-nominering