Vikaren (2007)

Allerede fra allerførste sekund i dette ultra-amerikansk-fordanskede kaos af en ungdomsthriller, fornemmer man flere klare signaler på, at filmen er knækket for den gode Ole Bornedal.

Amerikansk på dansk
Et effektmageri uden sidestykke i nyere dansk filmhistorie kulminerer allerede i et anslag, der skal vække begejstrede ungdomshjerter og deres tillid til, at dansk film godt kan producere ramasjang og bang bang (på den amerikanske måde).
 

Et stilskifte

Linjen: "En film af Bornedal" markerer i hvert fald et karakteristisk stilskifte for manden med fornavnet Ole - navnet Bornedal er blevet et brand. Det kan selvfølgelig være ironisk ment.

Provins-science fiction
"Vikaren" er en slags provins-science fictionfilm, der tager sit udgangspunkt i en hønsefarm. Denne farm og i særdeleshed farmerkonen (Paprika Steen) får uventede gæster, da en mystisk lysende dippedut fra det ydre rum finder vej ned i hendes tarme og forvandler hende til et jordbundet monster.
 

En uheldig 6. klasse

Den lokale 6. klasse får uheldigvis netop Paprika som ny vikar, og de oplever hende hurtigt råt for usødet, når hun håner og nedværdiger børnene offentligt. Problemet er bare, at børnenes forældre (sjovt nok) ikke vil tro på, at vikaren er et monster, og inden længe er børnene på vej på udflugt til Paris (hedder det sig) - det kan vist kun gå galt.

ISO-certificeret udtryk
Filmen har et næsten ISO-certificeret filmisk udtryk: Strømlinet, skarpt og præcist, med rolig kameraføring og normativ trepunktsbelysning. Der er ingen ambitioner udi fortællekunst, andet end at fyre den vulgære og actionmættede historie af med alt, hvad filmrullerne kan bære af musik og andre effekter.
 

Anmassende spil

Paprika Steens spil bliver meget hurtigt anmassende: Hendes skoggerleende, stive sarkasme i manuskriptets skrevet-af-voksne-til-et-børnepublikum-replikker bliver hurtigt en kende for mudret.

Hollywood-aksen
Paprika har selv fremhævet denne hovedrolle som alle tiders mulighed, en enestående chance i dansk film. Det kan hun også have ret i: Enestående er det i hvert fald at forme en dansk film om et science fiction-plot. Knap så enestående er det at lade hver en indstilling og hvert et fortælleteknisk fif dreje så præcist om en Hollywood-akse.

Ikke kønt materiale
Filmens stærkeste kort er i virkeligheden flokken af unger, der spiller fra det jævne til acceptabelt - blandt de voksne spillere er der i hvert fald intet funklende at fremhæve. Enkelte biroller - eksemplificeret i Lars Boms stift spillede faderskikkelse - er virkelig ikke kønt materiale.