Zerkalo (1975)

Den russiske instruktør Andrej Tarkovskij er berygtet - og af mange elsket - for sine spektakulært indadvendte og fortolkningsmæssigt krævende film, der ofte kan være uden egentlig handling og snarere er en rejse ind i en verden af erkendelse og selvransagelse.

Adspredt sindbillede
"Zerkalo" eller "Spejlet" hører til blandt Tarkovskijs mest komplekse og personlige film og er ét langt adspredt sindbillede. Fortællestilen veksler mellem de næsten uudslukkeligt omhyggelige scener, hvor kameraet er et spøgelsesagtigt filter i en sammensmeltning af for- og nutid, og det mere konkret lyriske i form af oplæste digte (de er af Tarkovskijs far) - fulgt af æteriske naturbilleder og skulpturelle, stofligt tunge dramatiseringer af grundelementer som ild, vand og luft.
 

Næsten psykoanalytisk tilgang

Vi er langt fra at finde et regulært plot. Tarkovskij væver i stedet et teatraliseret stykke over egne minder om sin egen opvækst, moren, hjemmet, landsbyen og landskaberne, i en næsten psykoanalytisk tilgang til selvransagelse og dybere fortolkning.

Kompromisløshed
Det er tungt stof og i denne egenskab en film for et lille og tålmodigt publikum. Men man skal altid hæfte sig ved talentfulde auteurs - instruktørers kompromisløse skabelse af filmkunst udelukkende i kunstens "tjeneste". Tarkovskij var en af de virkelig få, der mestrede stofliggørelsen af det menneskelige følelsesspektrum i en kulisse af naturens overvældende evighed, fra den larmende stilhed til elementernes urolige rasen.
 

Uroligt brændpunkt

"Zerkalo" udspiller sig netop i et uroligt brændpunkt mellem uhyggelig tavshed, frygt, smerte og svigt og et kaotisk, skånselsløst portræt af fravær af glæde, fravær af tro og fravær af forventning.

Stivnet intensitet
Det er således en barsk og mørk film, der i sin stivnede intensitet fanger en stemning af personlig smerte og formidler den i en lyrisk stil, hvor enkelte elementer af lyrisk bearbejdelse af den formørkede intensitet skaber en helhed af uhyggelig distance, der bedst kan beskrives som traumatisk.
 

Knivskarp intensitet

I Georgi Rerbergs fotografering står særligt naturens elementære underfundigheder i en smertende knivskarp intensitet. Ilden bliver den bidende angst, der æder sig ind under huden, regnen på ruden driver som kaskadiske tårer, vindstødene over landskabet er flygtige påmindelser om, at livet er kort.

Analytisk krævende
Hver en indstilling giver således anledning til fortolkninger, og Tarkovskij var opmærksom på symbolisme og tilskuerens kognitive perception, hvilket især de stramt komponerede slow motion-scener vidner om i noget, der grænser til det vulgært analytisk krævende.
 

Intime tilstedeværelser

Skuespillernes rolle i en film som "Zerkalo" er intime tilstedeværelser i en kantet absurditet, når det menneskelige og umenneskelige i Tarkovskijs optik skal projicere et eget spektrum af indre kaos.