Only Lovers Left Alive (2013)

Endnu en Jarmusch-komedie i Guldpalme-konkurrence. Den skæve instruktør og hans skæve komedier afføder skæve smil, men "Only Lovers Left Alive" er nu alligevel ikke meget andet end lidt flere blodstænk på en klassisk vampyrfortælling.

Ikke lige ud ad landevejen
Det er selvfølgelig langt fra lige ud ad landevejen – for det er jo Jarmusch. Og således fortælles historien om de moderne vampyrer Adam og Eve (Tom Hiddleston og Tilda Swinton) da også ganske særegent, men i helheden uden de store overraskelser.

Lokal blodpusher
De to vampyrer har måttet tilpasse sig verden udenfor gennem flere århundreder, og i det 21. århundrede er der nye udfordringer. Til gengæld er det muligt at købe sig til blod, når blot man har en pusher på det lokale sygehus.

Foretrækker mørke
"Only Lovers Left Alive" er konstrueret, så det fra start ikke er vampyrhistorien, der er central. Langt hen ad vejen er det blodige tema ufortalt og overladt til fantasien. Adam er den depressive musiker, der foretrækker mørket og isolationen, men da han bestiller en kugle i hårdt træ til sin pistol, fornemmer man, hvor det bærer hen.

Kreativ turbulens
Jarmusch mikser sine stemninger med kreativ turbulens: Fra det blege vampyransigt til det sagligt blodige tandsæt er filmen i ekstravagancens eventyrlige verden, med et gyserkomisk fortegn.

Wauw-effekt
Men der er mere wauw-effekt end substans i hele idéen og dens eksekvering. Nogen identifikation med de lyssky protagonister kommer man i hvert fald ikke i nærheden af, og Jarmuschs univers er en formøvelse frem for alt.

Form over indhold
Tilda Swinton og Tom Hiddleston har fine øjeblikke som de elskende blodsugere. Her går alting meget langsomt. Faktisk fortælles hele filmen i et outreret langsomt tempo, hvilket nok havde været elegant, hvis form og indhold smeltede bedre sammen.

Tangerer det teatralske
Men med sine lidt over to timers spilletid opleves "Only Lovers Left Alive" som en nærved endeløs kavalkade af kreativt iscenesatte skæve idéer, ofte musikunderlagt med Josef van Wissems tunge toner, og i et skuespil, der tangerer det teatralske.