Il capitano (1991)

Blandt Jan Troells film er "Il capitano" uden tvivl den, der har været genstand for mest debat, har haft de sværeste betingelser og har været udsat for et ensidigt had: Alt sammen med base i en uoplyst og ensidig påstand om, at filmen var ren og skær spekulation i sensationalisme.

Bestialsk mord
Hadet ligger dybt i store dele af den svenske befolkning, der i 1991 mente, at Jan Troells plan om at skabe en film på baggrund af det virkelige mord på en familie i Åmsele i Västerbotten i Nordsverige i 1988, kun var et spørgsmål om at komme let til penge på andres bekostning.
 

Berøringsangst ved premieren

Det er en markant ærgerlig misforståelse, der har fulgt filmen lige siden. Det svenske fjernsyn turde ikke vise den, da den blev frigivet til tv, og filmens distributør lod den kun gå i de svenske biografer i en uge.

Misforstået tolkning

Det skal ikke kunne udelukkes, at mange den dag i dag vender filmen ryggen, fordi den menes at være voldspopulisme og åndelig voldtægt på mordofrenes efterladte.

Narrativ simplificering
Men: "Il capitano" er et stilistisk mesterværk, der fortjener et stort publikum. En film, der i indsigt og udstråling overgår en tematisk beslægtet film som Badlands (1973) og i en skræmmende narrativ simplificering rammer nerven i volden – og giver døden et ansigt.

Uhygge og smerte

Det er uhyggen i dét, der ikke bliver vist, og smerten i dét, der ikke bliver pudret og spartlet ud af effektmageri, der skaber en særegen og nærværende filmoplevelse.

Fokus fjernes
Jan Troell har netop i de fleste af sine film arbejdet med filmmediet på en måde, der fjerner fokus fra kameraets tilstedeværelse i tilskuerens perception, stik imod den udbredte tendens, hvor ingen synes at kunne holde kameraet i ro.

Unik fastfrysning

Igen er det de bevægelser, som kameraet ikke foretager, og de blændende lygter, der ikke er til stede, som skaber en unik fastfrysning af øjeblikke af afmagt, tidløshed og vanvid.

Rædslen personificeret
Troells intentioner med at skabe en film baseret på virkelighedens bestialske mord i Nordsverige er altså langt fra spekulation eller voldsprostitution. Intentionerne er båret af kunstneriske årer, der instinktivt søger at afdække vanviddets hemmeligheder og personificere uhyggen i skallen på en morder.

Levendegørelse af onskab
Der er på mange måder tale om en levendegørelse og besjæling af ondskaben som begreb. Filmen tager udgangspunkt i de virkelige hændelser og funderes således lettere i troværdighed.

Fuld tillid

Troells tillid til de ubeskrevne hovedrolleindehavere er stor, og tilliden er gensidig. Spillet er båret af ægthed og smerte med en konstant undertone af eksistentiel usikkerhed og rædsel.

To bemærkelsesværdige debutter

Antti Reini og Maria Heiskanen, begge finlandssvenske og uprøvede skuespillere, debuterer i denne film og medvirker begge i Troells senere film Maria Larssons eviga ögonblick (2008), Heiskanen hér i hovedrollen.

Rædslen malet i ansigterne
Rædslen står malet i ansigterne på begge i forskellige faser af filmen, men rædslen er først og fremmest effektivt malet i Troells egen stille, grundige og synæstetiske fotografering.

Stilhed som udtryk for uro

Indfangelsen af stilhed som udtryk for uro er total, og dette modsætningsforhold er et glimrende billede på filmens uforlignelige udstråling.

En dualisme

Billederne af de svenske landskaber i utraditionelle kompositioner og på skæve tidspunkter af døgnet skaber en dualisme naturen og tilskueren imellem – forstærkelsen af rædslen og smerten er hermed hårrejsende.

Musik med uhyggelig kraft
Når musikken yderst sjældent træder ind som et virkemiddel, er det med uhyggelig kraft og uventet styrke. Musikken skal ifølge Troell være organisk indlemmet i filmen og ikke mærkes af tilskueren.

Missionen er lykkedes

Dette gælder ifølge instruktøren for alle elementer i en film, herunder fotografering og skuespil. Missionen er lykkedes til fulde med "Il capitano".