Ole dole doff (1968)

Jan Troells anden spillefilm, der er optaget på 16mm-film og som vandt Guldbjørnen ved Berlin-filmfestivalen, er en sjældent set realistisk levendegørelse af et personligt mareridt.

Børn som en trussel

Folkeskolelæreren Sören Mårtensson (Per Oscarsson) har uhyggeligt svært ved at tackle sine 6. klasses-elever, og han bliver så optaget af egne mangler, at børnene til sidst bliver psykologiske trusler.

Brydningstiden
Lærergerningen har alle dage været krævende, og fokus i "Ole dole doff" er dén brydningstid, som skolen og dens lærere befandt sig i sent i 1960'erne, efter afskaffelsen af fysisk afstraffelse og helt i begyndelsen af den nye pædagogiske indlæringstænkning.
 

Egen lærerfortid

Troell, der selv har en fortid som lærer – på selvsamme skole, som filmen er indspillet – har den stærkest tænkelige viden og erfaring på området, og netop derfor bliver filmens budskab klokkeklart og uhyggeligt præcist, at lærergerningen kan være umenneskelig og tærende.

Tålmodigt detaljerig
I en helt musikløs film, der baseres på ægtheden og nerven i det enkle, skabes en nærhed og en psykologisk dybde ud fra det snævre persongalleri i den tålmodige detaljerigdom.

Spirende vanvid

Et spirende vanvid kryber snart ud af hovedpersonens egen selvskabte forestilling om den perfekte lærer, og hans spejlinger i naboklassernes ro og harmoni forstærker hans irritabilitet og gør det daglige arbejde til et stadigt stigende pres.

Afmagt og selvnedværdigelse
Troell genskaber denne proces af afmagt og selvnedværdigelse i en stil, der både grænser til det dokumentariske, men også samtidig rummer en kunstnerisk dybde i instruktørens egen intelligente fotografering.

Stramt stilistisk

Billedkompositionerne er stramt stilistiske uden at være decideret kunstfilmiske, og Troell giver sin film en både smuk og betagende stemningsforstærker, når kameraet ind imellem er uden for skolens mure.
 

Styrke og gennemslagskraft

De mest udfordrende situationer for en lærer, som bl.a. at være alene med en klasse i svømmehallen, står i Troells optik med en styrke og gennemslagskraft, der går under huden på tilskueren.

Fænomenale Oscarsson
Per Oscarsson leverer, blot to år efter sin hovedrolle i Henning Carlsens hovedværk Sult (1966), endnu en skræmmende stærk præstation i den svært krævende rolle.

Uforligneligt børnespil

Igen er det lykkedes Troell at få uforligneligt naturligt spil ud af talrige barneskuespillere. Som Dagens Nyheter noterede ved filmens premiere i 1968, vil de fleste lærere synes om filmen.