Stagecoach (1939)

John Ford og John Waynes filmiske partnerskab kulminerede på mange måder i denne sælsomme og klassiske western, der stadig - dekader efter sin tilblivelse - har samme tryllebindende udstråling.
 

Enkel historie

"Stagecoach" er den enkle og ukrukkede historie om en simpel dilicencerejse for en flok meget forskellige passagerer. Da det går op for dem, at de er nødt til at krydse territorier med fjendtlige indianere, begynder angsten at brede sig, og da de åbne sletter viser sig, er diligencen også ganske blottet.
 

Kausale linjer

Det er ikke det basale cowboys og indianere-plot, der er filmens egentlige narrative fremdrift. Selvfølgelig ligger spændingen om udfaldet af mødet mellem rødhuderne og blegansigterne som en evig latent bombe, der naturligt udløses i kausale linjer.
 

Detaljerede og hjertelige portrætter

Hvor instruktøren John Ford henter filmens største sympati hos tilskueren er imidlertid i de detaljerede og hjertelige portrætter af diligencens enkelte passagerer. I en underfundig blanding af humor og alvor portrætteres det meget vidtspændende persongalleri, så passagerernes færd gennem farerne bliver mere farverig end blot actionmættet.
 

Uovervindelig western-instruktør

Ford var uovervindelig westerninstruktør på sin tid, ikke mindst fordi hans anvendelse af den virkelige verdens kulisse var både unik og virkningsfuld. Det er billederne af de øde sletter og knejsende bjergformationer, som man husker som filmens stærkeste varemærke, og lagt i optikken på fotografen Bert Glennon bliver diligencerejsen særdeles nærværende.
 

Rollerne er stereotyper - men med detaljer

Rollerne er i vid udstrækning stereotyper, men Ford tegner alligevel sit galleri af personer med en detaljeret pen, så deres udstråling forstærkes markant. Bedst i birollerne er Donald Meek i sit portræt af den lille, skaldede og nervøse Samuel Peacock - og Thomas Mitchell som den evigt alkoholiserede, men grundlæggende sympatiske læge, Doc Boone.
 

Underfundig og stærk oplevelse

Rejsen gennem det barske og golde landskab bliver selv for nutidens tilskuer en underfundig og stærk oplevelse. Dette netop fordi John Ford har mere fokus på detaljen i historien end på den sikre vej mod klimaks, og styrken ligger således i blandingen af rå og veltimet spænding i teknisk fuldendt form og de nære personlige portrætter.