Holocaust (1978)

Den sikre vej til snotkluden i tilgangen til jødeforfølgelsen findes selvsagt i hænderne på tv-instruktøren Marvin J. Chomsky. Der er skåret ind til benet: Primaldramatikken lever i bedste velgående. Der er tale om en stor centrifuge af gråd, sorg, frygt, flugt, sex og magt.

Seriel dramatik
"Holocaust" er gammeldags og sentimental i sin måde at præsentere det kendte tema på, måske endda en af de mere koncentreret stereotype præsentationer, netop i kraft af sin serielle dramatik, hvor persongalleriet og de enkelte stemninger pensles ud igen og igen – og igen.

Overspil og violiner

Chomskys iscenesættelse lægger op til overspil og violiner i en grad, så det bliver seriens varemærke. Det er det, vi genkender den på og forbinder den med.

Primaldramatik
En lang række kendte og mindre kendte skuespillere har hver især relativt centrale placeringer i seriens primaldramatiske opbygning. Hovedvægten er på den jødiske familien Weiss, der er en velstående berlinerfamilie, der oplever nazismen på egen krop og sjæl.

De gode mod de onde

Men begivenhederne ses også gennem nazisternes optik – trygt og godt i en opstilling, hvor de centrale præsentationer har en umiddelbar modsætning: Fx de gode mod de onde.

Pansret underholdning
Når de fem gange halvanden time alligevel udgør en form for pansret underholdning, skyldes det primært den simple og uforpligtende fortællestil, der omkredser de etisk og historisk set yderst komplekse temaer.
 

Til at gennemskue

Begivenhederne er til at gennemskue, der opstår absolut ingen pludselige overraskelser. Men den egentlige uudtømmelige fascinationskraft ved nazismens "endelige løsning" kan hjælpe selv den mest slibrige sentimentalisme lidt på vej.

Let undervisning
De historiske fakta er såmænd sagligt nok gengivet, og derfor kan serien for en nybegynder (eller meget rørstrømsk seer) fungere som let undervisning. Tag vare på Morton Goulds ekstravagant ørehængende musik. En sand tåreperser for udvidet kammerorkester.