Meet the Fockers (2004)

Sammenhængende film:
Meet the Parents (2000)
Meet the Fockers (2004)
Little Fockers (2010)

Ualmindeligt frisk komedie – den midterste i trilogien om Focker-familien. Underholdningsværdien er høj, særligt som følge af pinlighedsfaktoren og veloplagt parløbsspil gange tre.

Som nat og dag
Det unge par, Greg Focker (Ben Stiller) og Pam Byrnes (Teri Polo), står for en ganske epokegørende begivenhed. De fire forældre skal møde hinanden for første gang, og det bliver alt andet end kedeligt, for de to svigerpar er som nat og dag.

Temmelig konservative
Pams forældre er temmelig konservative, og særligt faren Jack (Robert De Niro) er lidt af en regelret stivstikker, der bestemt ikke lader andre diktere noget som helst.

Sindbilledet på godt humør
Gregs forældre derimod er meget løsslupne og åbne over for nye muligheder, og deres sexliv er vældig aktivt, hvilket de ikke lægger skjul på. Måske fordi moren Rozalin (Barbra Streisand) er sexterapeut, og faren Bernie (Dustin Hoffman) bare er sindbilledet på overgearet godt humør.

Relativt fornuftige
Man kan sige sig selv, at der er lagt grundigt i kakkelovnen til forskellighedskomik. Heldigvis har de tre par, de to gamle og det unge, stor forståelse for lagkagekomikkens grænser, så begivenhederne forbliver relativt fornuftige filmen igennem.

Skævhed med charme
Mest overgearet er Streisand/Hoffman-parret, der jo er frisindede og konstant oppe på beatet. Men særligt Dustin Hoffman leverer skævheden med en charme, der ikke er til at stå for.

Surmulende og retskaffen
I den anden grøft finder vi De Niros surmulende og retskafne type (i en herligt afmålt præstation), flankeret af den lidt forsømte hustru (Blythe Danner i en tilsvarende tempereret præstation).

I pinlighedernes keglespil
Det unge par står for skud i pinlighedernes keglespil, og særligt Ben Stiller må i dén grad gemme sig, når mor og far taler rent ud af posen.

Megen morskab
Der er megen morskab at hente i de små og store indfald. Den absurd store autocamper-lastbil, som Jack Byrnes er den stolte ejer af, sætter en fin afgangskulisse, ligesom Byrnes’ lille møghund, der konstant boller dameben (og pivedyr) tilfører en ualmindelig skøn humor (scenen med autocamper-toilettet er ubetalelig!)

Forventelig genremusik
Randy Newmans lirum-larum-genremusik dytter forventeligt i baggrunden, men på en eller anden måde leves der lettere med det, mens der klukles behersket i skægget.