The Saint (1997)

Ikke alle anmeldere var lige begejstrede, da den australske instruktør Phillip Noyce i 1997 gav sit filmbud på antihelten Simon Templars eventyr: Templar-karakteren var populær gennem store dele af det 20. århundrede i en lang række bøger af den britiske forfatter Leslie Charteris.

Stor fortællelyst
"The Saint" er som film kun overfladisk baseret på Charteris’ univers, men er i det store billede helt sin egen. Bedst fungerer filmen i de første fem kvarters tid, hvor eventyret og forklædningens kunst på kryds og tværs af kontinenter endnu er drevet af stor fortællelyst.

Dygtig til at sno sig
Simon Templar (Val Kilmer) arbejder bedst alene. Og han er så dygtig til at sno sig mellem alverdens spidser og forbrydere, at han nemt kommer til store summer penge, som han samler på sin topkrypterede bankkonto.

En forelskelse lurer
Da han møder den henrivende forskerlæge Emma Russell (Elisabeth Shue), får han dog moralske skrupler ved at franarre hende en unik kemisk formel. For hun er jo sød, og en forelskelse lurer.

Ude af balance
Efter de fem fede kvarter vatter "The Saint" desværre noget ud i det ubalanceret komisk/romantiske, og meget af den opbyggede spændings sprødhed skylles ud med badevandet.

Skæve personager
Undervejs har der været lejlighed til at fornøje sig over Val Kilmers mange forklædninger – han får det optimale ud af de skæve personager, han gemmer sig i: Heriblandt forskernørd med hentehår og spradebasset tysker med bundesligahår.

Sødme og charme
Der er sødme og charme i Elisabeth Shues lægespil, mens Rade Serbedzija pumper vel rigeligt på superskurkeklichéerne som russeren Ivan Tretiak.

Konstant musik
Graeme Revells musik pumper nærved konstant i baggrunden – og overtager ikke bare lydbilledet, men også de stemninger, som tilskueren havde haft glæde af selv at snappe op og bygge videre på.