Surveillance (2008)

David Lynchs datter Jennifer har arvet farmands instruktørgener og giver sig her i kast med sin anden spillefilm; en bizar og sitrende "horror-thriller", der er sat i verden for at overraske og forarge.
 

Velklædte agenter

"Surveillance" er historien om et par velklædte FBI-agenter, en mand og en kvinde (spillet af henholdsvis Bill Pullman og Julia Ormond), der ankommer til en øde flække efter et bestialsk familiemord.

Fjolleorgie
På den lokale politistation er der totalt fjolleorgie, idet betjentene alle åbenbart er snydt ud af næserne på imbecile landsbytosser uden hjerneceller. FBI-agenter opstiller deres overvågningsudstyr på politistationen og gør klar til at afhøre betjentene samt et par vidner til mordene. Men det skal snart vise sig, at ikke alt er, som det ser ud til. Inden længe havner vi i en absurd, bizar og kvalmende simren af filmisk råstegt kylling med gylp.

Wauw-effekten
Det, der skulle være filmens "store overraskelse", lægges i stedet som en stor kunststofsdyne af fortænkt og udsplattet vanvid. Det helt store og nye - wauw-effekten, så at sige - ligger i, at det perverse orgie af vold er afsendt af en kvinde. Wauw! Eller skulle man snarere sige: Vorherre bevares? Datter til David Lynch eller ej, Jennifer har absolut ikke greb om sin fortælling. Den narrative strategi er udelukkende baseret på et ønske om at chokere, forarge og forføre.
 

Ophobet vrede

Men chokeffekterne udebliver, idet filmen aldrig udvikler en reel spændingsophobning-spændingsudladning og i stedet sætter sig som ophobet vrede og irritation under "huden" på dramatikken.

Quentin Tarantino goes woman
Begivenhederne i "Surveillance" fortælles i en uskøn blanding af flashbacks og studieoptagelser. Ingen af de narrative elementer er stærke nok til at stå hverken alene eller underbygge hinanden. Resultatet bliver en underopvarmet suppe af "Quentin Tarantino goes Woman" tilført et drys af farmand Lynchs mystik.

Tyndt og søgt
De to hovedrolleindehavere opleves her begge som middelmådige skuespillere, og det kan mærkes, at deres spil i særdeleshed ikke kan bære et så tyndt og konstrueret manuskript, der ætser sig igennem enhver tænkelig spire af talent.
 

Lydlig effektpasta

Filmen er pakket i en lydlig effektpasta, hvor det hele tiden brummer eller summer for at underbygge den "væmmelige stemning". Hvor filmen lykkes bedst med både lyd og stemning er under opening credits, der byder på temmelig skræmmende glimt af noget modbydeligt.