Persona (1966)

En af de Bergman-film, der har høstet størst international ros, er dette sært og sart surrealistiske drama om to kvinder, hvis personligheder smelter sammen. Med begavet brug af lys og skygge skaber Bergman og hans cheffotograf Sven Nykvist et kunstnerisk fascinerende udtryk, der understøtter ønsket om at fortælle et filmisk digt.

Tydeliggjort distance
Filmen begynder yderst avantgardistisk og i en tydeliggjort distance til filmmediets normale sluttede romantiske realisme. Sære sammenklipninger og referencer til tidligere Bergman-film, tydeliggørelser af mediets tilstædeværelse og påtrængende musik fører tilskueren ind i et univers af mystik og forundring.

Den tavse skuespillerinde
Herefter starter filmens egentlige handling. Den unge sygeplejerske Alma (Bibi Andersson) har påtaget sig opgaven at passe skuespillerinden Elisabeth (Liv Ullmann) i en landejendom på en øde beliggende ø.
 

Larmende tavshed

Skuespillerinden har af uforklarlige årsager valgt ikke at sige et ord siden en teaterforestilling, og tavsheden bliver mere end larmende i det intime og isolerede samvær mellem de to kvinder.
 

I tvivl

Snart stiger vanviddet og ensomheden Alma til hovedet. Da hun konstant bliver mødt at tavshed og selv krænger sit eget inderste ud, ender det med, at hun snart bliver i tvivl, om hun selv er skuespillerinden Elisabeth.

Den tavse identitet
"Persona" er en af filmhistoriens mest gennemfortolkede film, idet den lægger kraftigt op til psykoanalytiske diskussioner. Hvis er egentlig den tavse indentitet, og hvor ender og begynder vanviddet?

Forklarer intet

Filmen forklarer intet, men åbner mange døre på klem for en ivrig analytiker. Men måske er det tosset at begive sig ud i en analyse af filmens budskaber. Det giver i hvert fald ikke nogen forklaringer på den kryptiske og indadvendte historie.

Et filmisk digt
Hvad, der til gengæld giver mening, er at se "Persona" som et filmisk digt, abstrakt og til åben tolkning. Der er dybest set tale om noget så uskyldigt som en leg med filmmediets rammer og konventioner, i det fortælletekniske, såvel som i det dybereliggende, betydningsdannende lag.

Illusionsbrud
En leg eller måske endda en provokation. Men hvor "Persona" afgjort er et filmisk kunstværk af teknisk perfektion, er det også en film, der på den tydeligst tænkelige facon bryder med filmmediets illusion.

Alvoren skåret i stykker
Halvvejs inde i filmen lader Bergman billedet af en fastbrændt filmstrimmel skære alvoren over i to stykker. Det er både et effektivt brud, men også en distancerende kommentar til dén intellektualisme, som hele historien læner sig op ad.

Billeder på tavsheden
Hvor filmen står stærkest er i de dialog-, eller snarere monolog-løse scener. Bergmans og Sven Nykvists dramatiske brug af lys og skygge i og omkring den øde beliggende ejendom bliver skræmmende billeder på den larmende tavshed. Både Bibi Andersson og Liv Ullman præsterer helt uforligneligt skuespil i de primært nærbilledlige portrætter.