Kunsten at græde i kor (2006)

Perfektion er en dyd, men ikke når den er ført. Man kan genskabe et miljø, en tidsperiode og en gruppe menneskeliv med nok så meget visuel perfektion, uden at produktet fungerer.

Strømlinede billeder
Sådan forholder det sig netop med "Kunsten at græde i kor". De strømlinede billeder, den nøjagtige genstandsmæssige genskabelse af 70’ernes bonderøvssamfund, de ufiltrerede belysninger, den fattede og nærmest tyngede kameraføring.
 

Polarfrakke-indpakket

Alt sammen er det gjort ud fra en vision om at holde filmen på et niveau, der er bundet til jorden. Men effekten bliver den stik modsatte: I denne behandling af det danmarkskendte romanforlæg bliver historien usandsynlig polarfrakkeindpakket.

Et svedende gespenst
Lag på lag på lag af narrative tilvalg gør filmen alt andet end nøgen. Det bliver i stedet til et svedende gespenst af effekt og bonevoks, hvor man undervejs sjældent kommer i nærheden af det, der ligger under frakken: huden, smerten, nærheden, kærligheden, svigtet, frygten, angsten og afmagten.

Dialektisk kaos
Dialektisk kaos er uoverstigeligt for næsten alle skuespillerne, og undertekster er derfor nødvendige - mest fordi dialekterne ikke er 100 % medfødte og i mange tilfælde tillærte og spillede. Indendørsscenerne er stilistisk strømlinede og minder mest af alt om en reklame for retroindretning, i filmens optik tilmed tilført svulstighed gennem lyrisk inspireret lyssætning, der lægger ansigterne i sære skygger.

Psykisk labilitet
I en lille sønderjysk landsby bor en købmandsfamilie, hvor 11-årige Allen er ufrivillig ’mand i huset’. Hans far er nemlig ualmindelig psykisk labil og truer konstant med selvmord. Allan vil gå langt for at få familielivet til at fungere, og han sørger for, at hans far kan komme til at holde små taler ved lokale begravelser. Men faderen gemmer på flere ubehagelige sider, og snart splittes familien.

En vammelgørelse
Det strømlinede reklamelook er mildest talt en melodramatisering af en grundlæggende jysk landhistorie, og filmen har ikke brug for et "Krøniken"-udseende for at brænde igennem. Her har man undervurderet et publikums fattekapacitet og perception.

Sønderjysk elendighed
Hele filmoplevelsen bliver så at sige uden på polarfrakkens nanobehandling og preller af uden at bide fra sig. I scene efter scene præsenteres tilskueren for denne tilplastrede, kunstnerisk strømlinede narrative strategi: funklende billeder af knivskarp sønderjysk elendighed.
 

Dialekthelvede

Dialekthelvede i alle lydkanaler, underlagt brusende filmmusik, der ikke lader en stemning til tilfældighederne men næsten konstant understreger, at scenerne er fulde af alvor, tyngde og dybde.

Den falske realisme
Tankevækkende ganske vist at filmen har vundet det hav af priser, som den har. Det tyder måske på, at den gennemsnitlige tilskuer er mere til nano og polarfrakke end lyrik og nøgen hud. I hvert fald bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved det det villede og det konstruerede; den falske realisme.

Ført frem for forført
Endnu engang kan man med let dirrende underlæbe konstatere, at gennemsnitspublikummet ønsker denne form for rekonstruktion og forfalskning af virkeligheden. Man foretrækker åbenbart at blive ført snarere end forført af billeder. Man ser på filmen som et underholdnings- snarere end et kunstmedie. Derfor belønnes det strømlinede, musikunderlagte, arketypiske og standard-spillede, og sådan er netop "Kunsten at græde i kor".

Poleret filmoplevelse
Publikums kor af klappende hænder er ikke til at overhøre, og man må respektere korets salver. Selvom filmen trods alt vokser sig en kende mere troværdig i anden halvdel, kommer den aldrig i nærheden af at udstråle smerte og svigt, men forbliver en filmoplevelse af de absolut polerede.