Dead Ringers (1988)

Instruktør David Cronenberg fik med sin "medfødte" interesse for det metafysiske lidt af en gave, da han opdagede virkelighedens skrækhistorie, hvor to enæggede tvillingelæger i 1970’erne begik selvmord i USA: En oplagt uhyggelig og skrækindjagende historie at sætte i scene. 

Forskellige personligheder

Beverly og Elliot Mantle (Jeremy Irons) er enæggede tvillinger og begge gynækologer. De har åbnet en fashionabel klinik og vinder stor anerkendelse. Men selvom de bor og arbejder sammen, har de vidt forskellige personligheder. Hvor Beverly er den tilbageholdende og generte, er Elliot selvsikker og opsøgende.

Broderlige bånd
Det har således været traditionen gennem mange år, at brødrene delte alle deres oplevelser, psykisk såvel som fysisk. Således også når det gælder kvinder. Her har "arbejdsgangen" længe været, at Elliot bedækker kvinderne, hvorefter Beverly lettere kan ordne dem i anden ombæring. Men denne gang sker der noget uventet: Beverly forelsker sig for første gang, og da "fælleskvinden" Claire Niveau (Genevieve Bujold) aner uråd om dobbeltidentiteten, begynder verden af vakle for tvillingebrødrene.
 

Sygt og en anelse søgt

Ikke en gyser i genrens klassiske forstand, men en psykologisk meget kantet og hårrejsende rejse ud på et overdrev, der fungerer bedre end nogenlunde i hænderne på Cronenberg. Det er sygt, og det er en anelse søgt, men faktum er, at begivenhederne i lettere simplificeret grad har fundet sted i virkeligheden og vidner om, at både sind og samfund kan være syge.

Afmagt
Det er i skildringen af det syge sind og den menneskelige skrøbelighed og afmagt, at Cronenberg lykkes med sin svulstige film. I virkeligheden de lag, der ligger under filmens tekniske skal – en skal, som er langt mere plastisk og opkørt. Stemningen bliver mere og mere trykket, i takt med at filmen arbejder sig mod sit bizarre klimaks. Det er et tryk, der er til at holde ud primært som følge af Jeremy Irons’ uhyggeligt dygtige dobbeltskuespil.

Overdramatisering
Den mere generelle indpakning af tryk og tåge bærer præg af en overdramatisering i lyd og billede, som kunne have været langt mere effektivt hårrejsende i en minimalistisk stil. Mest markant i denne forbindelse er en næsten konstant sovsegryde af Howard Shore-filmmusik, men også fotograferingen bærer præg af en søgen efter det fantastiske og bliver for stramt stiliseret til det egentlige narrative skisma.

Krybende uhyggeligt
Det er krybende uhyggeligt, når Jeremy Irons i sit uudsigeligt fremragende spil portrætterer det stigende vanvid, den krybende angst, afhængigheden af piller og forskansningen i lejligheden. Alt sammen stemninger, der går under huden takket være Irons’ spil. Filmen er alene på grund af ham værd at se og sætter spor hos sarte sjæle.