Walkabout (1971)

Instruktøren og filmfotografen Nicolas Roeg har drejet en række særprægede og mystiske film, der alle udfordrer sanserne og fortolkningsevnen uden samtidig at være hverken avantgardistiske eller svært tilgængelige.

"Walkabout" er en filmisk bedrift, der vækker sanselig fornøjelse og er en perceptiv udfordring gennem de subtile nuancer. Det er uanset hvordan man vender den en film fuld af teksturgradienter - og et kunstværk, der sætter normerne for historiefortælling temmelig meget i relief.

Fra by til bush
Historien tager sit udgangspunkt i det store skel mellem den australske storby og den australske bush, hvilket Roeg skildrer ved at panorere ud fra en rød murstensmur til henholdsvis by og bush.

En far er taget på udflugt med sin 14-årige datter (Jenny Agutter) og 6-årige søn (Luc Roeg) langt ude i ødemarken, men da faderen pludselig i et anfald af vanvid sprænger sig selv og bilen i luften, er børnene overladt til sig selv.

De begynder en orienteringsforvirret vandring ud i den mægtige natur, hvor deres tilfældige møde med en indfødt teenager bliver deres redning. Den indfødte kan - på trods af sproglige barrierer - blive børnenes redning og er samtidig et eksplicit seksualobjekt for den 14-årige pige, idet hans diminutive påklædning og kamp-flugt-optimerede kropsbygning ikke overlader stort meget til fantasien.

Kærtegnende optik
I Nicolas Roegs kærtegnende optik bliver hver en sten og hvert et dyr til et personligt møde, idet detaljeringsgraden er høj og den kunstneriske opfindsomhed ganske unik.

Det er ikke muligt helt at forklare filmens særegne stilistiske udstråling, men overordnet benytter Roeg sig af en ganske simpel narrativ grundstruktur, forenklet men samtidig også forfinet af de mange subtile nuancer, der er både lyriske og klare objekter på filmmediets muligheder.

Mytisk uendeligt
Roeg indfanger det særligt mytiske og uendelige i den australske vildmarks natur. Dette intime portræt er i virkeligheden filmens største udstråling. Vægten ligger mere på den fortættede stemning end den umiddelbart dramatiske fortælling om to børn alene i det øde.

Filmen er i kraft af sine fokuseringer på enkelte stemninger opbrudt og uden glidende kontinuitet. Det er nærliggende her at sammenligne Roeg med Peter Weirs tidlige, australske film - blot tilført Roegs meget veludviklede fotografiske talent.

John Barrys filmmusik er iørefaldende men ikke skambrugt og står med sine lyriske strygere klart og entydigt som kontrast til de kantede klipper og pudsige, vilde dyr.