Cabaret (1972)

Musicalen, der i 1972 tog alle med storm, inklusive Oscar-komiteen, fungerer den dag i dag på sin inciterende udstråling, men er samtidig resultatet af en koreografisk kalkule, der aldrig kan blive andet end udstyrsstykke.

En hyldest til nuet
Filmens sange i Liza Minellis fortolkning og instruktøren Bob Fosses koreografi udgør en umoralsk hyldest til penge, til at leve i nuet og til en antikonformistisk seksualitet.
 

Nazismen stormer frem

Englænderen Brian Roberts (Michael York) ankommer til Berlin og lejer en lille lejlighed. Her møder han den promiskuøse, excentriske amerikaner Sally Bowles, der lever af at synge og danse på Kit Kat Club. Brian, der er biseksuel, kommer tæt på både Sally og en rig, tysk playboy, mens nazismen stormer frem.

Særstudie i glamour
"Cabaret" er et særstudie i glamour, løse håndled og stærke farver og evner periodisk at sætte tilskueren i et smilende lune. Men musicalgenren har alle dage været kulisse, skønsang og pangfarver, hvor fortællingen er vanskelig at leve sig ind i, fordi det er en genre, der går så højt op i et musikalsk udtryk, at filmens eventuelle mere alvorlige stemninger og intriger drukner i toner og afstedkommer en urytmisk og abrupt filmoplevelse.

Omhyggelig timing
"Cabaret" er i sin elegante koreografi og omhyggelige musikalske timing netop et eksempel på denne besværlige voldtægt af den urinstinktive, menneskelige forventning om spændingsudladning. At filmen i 1972 forenede traditionel elegance med en ny nøgternhed var et stærkt træk af Bob Fosse, der således brillerede, mens branchen forsøgte at komme på omgangshøjde med hans film.

Ingen forførelse
Man fascineres, men forføres ikke af klippene mellem Sallys skjulte liv blandt biseksuelle og nazisternes grusomheder, de pludselige skift mellem komik og alvorlige numre, herunder den nazistiske hymne "Tomorrow Belongs to Me".
 

Forbliver på overfladen

Filmen forbliver på overfladen og er et elegant stykke legetøj med kindrødt og svulstig kameraføring. Der er plads til begejstring over tilgangen til den fortrængte seksualitet, men i det store og hele er "Cabaret" alt for flamboyant til at trænge under den nanonimpregnerede overflade.